En solrig weekend tilbragt indendøre

27. maj 2010

Komiks.dk er slut, og mon ikke festivalens mange energiske bagmænd er ved at komme sig over det. Mange mennesker lagde mange timer i dens forberedelse. Særligt arrangørgruppen fortjener et stort klap på skulderen for denne fjerde Komiks.dk, som på næsten alle områder var markant bedre end de foregående. Fra mit enøjede perspektiv var der i år den hidtil bedste gæsteliste, beliggenhed, paneler og bare generel styr-på-tingene-hed. Jo, enkelte paneler blev forstyrret af støj fra nabopaneler, og der var heller ikke mikrofoner til dem alle, men det er detaljer i en ellers helstøbt weekend. (Og juicebaren var dyr og havde lange køer, men så kunne man heldigvis bare bevæge sig få meter udenfor.)
Der var også fuld opbakning fra danske tegnere, forlag og butikker, og en god blanding af etablerede folk og helt unge entusiaster.

Det har altid været Komiks.dk’s ambition at dække bredt, og gør man det, er det svært ikke at sætte sig mellem to stole, men den balancekunst blev klaret fint i år med gæster fra snart sagt alle områder af tegneseriemediet. Er der ét område, hvor man kunne gøre det bedre næste gang (?), er det for børnetegneserierne. I 2008 var Don Rosa et fænomenalt trækplaster, og der var ikke rigtig noget tilsvarende i år. Men det er i virkeligheden ikke en klage, der skal lægges for festivalens fødder, for der udgives utrolig få børnetegneserier for tiden, så hvem pokker skal man invitere, som børnefamilierne kender?

Chris Wares robottrofæ

Chris Wares robottrofæ

Selv havde jeg slet ikke tid til at gå rundt og kigge på stande og sludre med besøgende og branchefolk, da jeg medvirkede i nogle paneler og følte mig kaldet/ interesseret/forpligtet til også at se dem, ‘mine’ tegnere, Chris Ware og Daniel Clowes, medvirkede i. Derudover var der fem signeringer i Aben malers stand, og lige pludselig var weekenden væk. Men det var med en træt lykkefornemmelse, jeg pakkede standen ned og begyndte at glæde mig til om to år.
Tak til alle, der gjorde Komiks.dk til en fabelagtig festival.

NB: Kristeligt Dagblad kommer godt rundt om festivalen.


FacebookTwitterShare