Udstilling af 676ere

8. september 2010

Frem til 6. oktober kan man på Gladsaxe Hovedbibliotek se en udstilling af originaltegninger fra udvalgte 676-hæfter. De udstillende tegnere er: Thomas Thorhauge, Rikke Villadsen, Mårdøn Smet, Mikkel Sommer, Christian Skovgaard, Simon Bukhave og Michael Rytz.

Desuden præsenteres forstørrelser fra Forlystelseshuset af Mikkel Damsbo og Pigen og katten af Christoffer Zieler, udlånt af Albertslund Bibliotek.

Udstillingen kan ses i bibliotekets åbningstid og er en enestående chance for at se ny dansk tegneseriekunst.

Og så giver vi ordet til Gladsaxes pressemeddelelse:

Thomas Thorhauge (f.1973) er serietegner og illustrator. Han har tegnet til bl.a. Ekstra Bladet og Information. Hans nyeste tegneserie ”Kom Hjem” udkom i 2009. Han udstiller tegninger fra sin 676er ”Jørgen Leth”.

Rikke Villadsen (f.1976) er billedkunstner og illustrator. Hun har bl.a. illustreret Kim Fupzs ”Langhårsfrisure” (2009) og står bag billedfortællingen ”Navleporten” (2008). Hun udstiller tegninger fra 676eren ”Skægmanden fra Varde” med tekst af Jens Blendstrup.

Mikkel Sommer (f.1987) er et nyt talent i dansk tegneserie. Han udstiller tegninger fra sin 676er ”Z”.

Mådøn Smet (f.1961) er serietegner og illustrator og står bla. bag den okkulte detektivserie ”Hieronymus Borsch” og albumserien ”Mumitroldene” inspireret af Tove Janssons figurer. Han udstiller tegninger fra sin 676er ”Lazarus”

Christian Skovgaard er serietegner og har bl.a. bidraget til tegneserieantologien BLÆK . Han udstiller tegninger fra sin 676er ”Selvtægtsmanden”.

Simon Bukhave (f.1978) er serietegner, illustrator og billedkunstner. Han har tidligere udgivet tegneserierne ”Ghost” og ”Alt hvad jeg har i min ene hånd”. Han udstiller tegninger fra 676eren ”Skæbnen er en Ådselæder” med tekst af Anders Jørgen Mogensen.

Michael Rytz(f.1975) er billedkunstner og illustrator. Han har bl.a. tegnet for Euroman, The Guardian og Politiken. Han udstiller tegninger fra sin tegneseriedebut 676eren ”Foder”.

Christoffer Zieler er illustrator og journalist. Han laver bl.a. striben ”Stejl Fart” for Weekendavisen. På udstillingen vises forstørrelser af hans 676er ”Pigen og Katten”.

Mikkel Damsbo (f.1979) er arkitekt og arbejder med arkitekturprojekter samt grafisk arbejde for forskellige tegnestuer. På udstillingen vises forstørrelser af hans tegneseriedebut 676eren ”Forlystelseshuset”

FacebookTwitterShare