Den årlige udflugt

27. januar 2011

Og så af sted til Angoulême sammen med Erik Barkman, Anders Brønserud, Thomas Thorhauge og Matthias Wivel for at bedømme årets franske høst. Der kommer forhåbentlig nogle rapporter på Nummer 9.

(Rushmore-hovederne er: Franquin, Hergé, Goscinny og Pratt.)

FacebookTwitterShare

Gode links

25. januar 2011

This American Life er et fremragende radioprogram, Chris Ware er en fremragende tegner, og nu er deres kræfter igen blevet kombineret til en dobbelt fremragende animation. Klik kun, hvis du lige har 22 ledige minutter, men når du har dem, så skal du også gøre det.

Har du færre minutter til rådighed, men er stadig opsat på at få dækket et Chris Ware-fix, så læs Matthias Wivels analyse af Jimmy Corrigan, et årti efter dens udgivelse.

30 minutter? Så er det her:
Da Chris Ware og Daniel Clowes‘ britiske forlag opdagede, at herrerne var i nabolaget i maj sidste år (de var som bekendt gæster til Komiks.dk), blev de hurtigt inviteret til London. Og derfor kan vi nu se dette interview med begge:

FacebookTwitterShare

Det udtales [khaime]

23. januar 2011

Aben maler, 2011: Disse dejlige kvinder.

FacebookTwitterShare

Den seneste buket

22. januar 2011

Seneste nyt om Rikke Bakmans Glimt:
Nummer 9 bringer et virkelig informativt og interessant interview; Fyens Stiftstidende skriver, at “Rikke Bakmans illustrerede barndomsminder er en sansemættet oplevelse. Det kunne meget vel blive den mest interessante danske billedroman eller ‘graphic novel’ i år.” – og giver karakteren ★ ★ ★ ★ ★; Kulturkapellet siger: “Som erindringsbog er Glimt derfor særdeles vellykket, idet den ulig mange andre biografier og erindringsbøger, formår at skildre en forunderlig naiv verden – en pæredansk ferieoplevelse – med sådan indlevelse, at det er svært at blive andet end rørt over slutresultatet.”; og endelig står der følgende hos The Comics Journal: “Every now and then there appears a book that literally takes my breath away. This was the case with Glimt, by Danish artist Rikke Bakman.”

Det er virkelig overvældende med alle de pæne ord. Selv har jeg naturligvis vidst i over et år, at her var en fremragende tegneserie, men det er en lettelse at se, at der også er andre, der kan se kvaliteterne.

På torsdag debatteres Glimt i Smagsdommerne. Jeg glæder mig til at se deres reaktioner.

FacebookTwitterShare

Roserne fortsætter

15. januar 2011

I dag anmeldte Politiken Stejl fart af Christoffer Zieler og kaldte ham “både dybsindig og dejligt banal, uskyldig og vidunderligt rå.” ★ ★ ★ ★ ★ stod der også.

Og avisen fandt også plads til at interviewe Rikke Bakman, anmelde Glimt (“Med Rikke Bakmans Glimt bliver den danske tegneserieroman beriget med en original kunstnerisk fortælling i børnehøjde” ★ ★ ★ ★ ) og udnævne forsiden, “æstetisk fuldbåren” til ugens bedste.

I går var også Weekendavisen vældig begejstret for Glimt:
“Der er tænkt grundigt over alle elementer i hver eneste tegning på de 288 kvadratiske sider (som hver består af ét billede), og historien flyder elegant og fornemt sammenhængende fra start til slut. Fortællingen ligger altså i høj grad i de stemningsmættede tegninger, som i stil og dialogtone kongenialt afspejler en lille barns blik på verden.…
Rikke Bakmans lykkes flot med sit projekt, fordi det er uhyre indfølt og bundtroværdigt. Historien genkalder overbevisende følelsen af at verden er kæmpestor og frygtindgydende. Og desuden har Bakman med humoristisk bid og en overskudsagtig – men herligt underspillet – sans for det talte sprog.
Ligesom i Tove Janssons Mumi-bøger er verden i Rikke Bakmans streg et komplekst sted, hvor (angsten for) social isolation og ensomhed lige pludselig kan ramme som et kølleslag – og selv når livet beskrives som sødmefyldt, bliver det aldrig sødladent.
Med dette sit første store værk gør Rikke Bakman sig i den grad gældende på den litterære scene… Den fortjener et stort publikum.”

Og så har Nordjyske bragt en artikel om Aben maler. “Små, smukke udgivelser med flot boghåndværk, fint tryk, godt papir, omhu med indbinding og omslag” er den sætning, jeg vælger at fremhæve.

FacebookTwitterShare

That’s not a pen — this is a pen

13. januar 2011

Jim Woodring har bygget en stor tuschpen. Meget stor. Virkelig stor.

FacebookTwitterShare

Mere presse

11. januar 2011

Rikke Bakmans Glimt fortsætter sin sejrsgang. Kulturjournalisterne vil som regel gerne anmelde de nye tegneserier, men de onde, onde redaktionschefer vil ikke have for mange tegneserie- anmeldelser (“vi havde jo en i sidste uge!”), for så er der ikke plads til omtale af Johannes Møllehaves nye samtalebog. Så hvis en tegneserie når at blive taget under behandling i tre aviser, skal man glæde sig. Og hvis det sker bare i samme kvartal som udgivelsesdatoen, går bølgerne virkelig højt.
Men Rikkes bog har i den grad formået at bryde igennem. Bare fire dage efter udgivelsesdagen har der være (flotte!) anmeldelser/omtaler/interviews i Berlingske, Nordjyske, Ekstrabladet, Jyllands-Posten, Politiken, Elle, Nummer 9, P1s Skønlitteratur – og noget siger mig, at vi ikke er færdige endnu.

Både Ekstrabladet og Jyllands-Posten gav bogen ★ ★ ★ ★ ★, og Jyllands-Postens anmelder Katrine Sommer Boysen formår dygtigt at forklare, hvordan Glimt er god. Den frække forlægger bringer anmeldelsen in extenso:

En fremragende tegnet roman rammer rent i en stram barndomsfortælling.
To pageklippede unger i 1980′er-joggingdragter, tennissokker og træsko pryder det uprangende smudsomslag på kunstneren Rikke Bakmans vellykkede (selvbio)grafiske roman ”Glimt”.
Billedet er fotografisk, men mimer med motivets nærfortidige genkendelighedsfaktor den ordfattige, men ikke desto mindre indholdsrige romans fine streg, der klart formidler det barndommens land, som Bakman må formodes at dele med en hel generation af jævnaldrende.
”Glimt” tager os tilbage til én dag ved Vesterhavet i midt-1980′erne, hvor den seksårige Rikke holder sommerferie med sin familie komplet med far, mor og en bedrevidende storesøster. Her sker der alt muligt og nærmest ingenting, for sådan er dagene jo flest.
Perspektivet er entydigt barnets, og Bakman fanger fornemt, hvordan man som barn registrerer og fortolker omverdenen med alderens skyklapper.

Datidens tangent
I Rikkes verden kryber myrer ind i den bare tissekone, hvilket reddes med et par badebukser. Man får slik som bestikkelse for ikke at sige til mor, at man kom til at åbne bildøren i fuld fart rundt i svinget, og der bliver skældt ud, når det gør ondt i fødderne, og man ikke havde taget sko på trods utallige påmindelser. Voksne ligner dyr, og verden fra bagsædet er både tryg og faretruende.
Bakmans tegninger, komprimerede sprog, der perfekt rammer datidens tangent, og de små hændelsesforløb, der i al deres tilsyneladende ligegyldighed klinger så dybt, at man ikke kan undgå at blive berørt.
At Bakman også har en kærkommen evne til at huske, hvordan det var dengang, gør kun det hele bedre. Her er ingen økologisk fanatisme, ingen mælkeallergi eller sukkerforskrækkelse. Ungerne får sodavand og skub-op-is, som var det tørrede abrikoser, og farmand kører rask væk af sted i benzinslugeren med smøg i kæften og øller på passagersædet.

En delikat sag
Den grafiske roman har som genre ofte været kendetegnet ved en slagfærdig visuel side med provokerende under- og overtoner. Bakman navigerer kløgtigt uden om alt, der måtte bare lugte af sensationalisme og sentimentalitet.
Den fine, underspillede streg, der næsten ligner barnetegninger, og det stille, men stormfulde hverdagslige drama, signalerer overskud hos en kunstner og forfatter, der i den grad er på hjemmebane i det tegnet-fortalte univers.
Bogen er desuden så delikat en lille sag, at den utvivlsomt vil blive læst og beskuet igen og igen og formentlig rumme endnu flere store og små oplevelser ved gensyn og genlæsning.

FacebookTwitterShare

Den bedste fredag længe

8. januar 2011

Receptionen for Glimt i går aftes var en stor succes. Efter en travl uge med ophængning og pressehåndtering troede Rikke, at hun skulle have en fredelig aften med et par venner, men i stedet sad hun non-stop bænket og signerede bøger. (Husk at udstillingen kan ses en lille måneds tid endnu.)
Der er indløbet et par venlige anmeldelser. I interviewet i Berlingske i torsdags beskrives bogen således: “Skrive- og billedkunst forenes på et skyhøjt niveau i Rikke Bakmans barndomserindring Glimt – Danmarks første store selvbiografiske tegneserieroman.… Rikke Bakman er helt på niveau med sine forbilleder som mumitrolde-skaberen Tove Jansson og Radiserne-tegneren Charles M. Schultz.”
Nordjyske har også læst (og interviewet): “Et stort stykke både sart og dramatisk originalgrafik, og samtidig en læseoplevelse af de usædvanlige.” – og giver bogen ★ ★ ★ ★ ★.
Nummer 9: “En billedkunstnerisk tour de force, et infantilt-følsomt, præcist tidsdokument og en lårklaskende morsom fortælling er, hvad Rikke Bakmans nye tegneserie blænder op for. Den er af international klasse og selvskreven i en dansk kanon.” Og med det følger nærmest selvfølgeligt topkarakteren ★ ★ ★ ★ ★.

Sikke en modtagelse!
(Og så skal man naturligvis huske at lytte til Skønlitteratur på P1 i eftermiddag, hvor Rikke interviewes sidst i programmet.)

FacebookTwitterShare

Så er det på fredag, det sker

5. januar 2011

Vi (som i det mindste dækker over forfatteren og forlæggeren) venter spændt på, at Glimt udkommer på fredag. Der har allerede været omtale i Weekendavisen, Politiken, Berlingske Tidende (som oven i købet har lavet et web-tv-indslag med oplæsning ved kunstneren selv), og så er den første anmeldelse kommet, i Elle, der udnævner Glimt til deres månedens bog og siger: “Glimt er en fin og poetisk skildring af barndommens land. Morsom og sørgmodig på en og samme tid, underfundig, tankevækkende og nærværende i sin barnlige, naivistiske streg.”
Det er nemlig rigtig set.

Husk også at tage til Beaver Projects og se udstillingen. Der kan nedenstående plakat også erhverves.

FacebookTwitterShare

Brug fyrre sekunder med Anders Nilsen

5. januar 2011

For han har lavet en fremragende lille tegneserie.

FacebookTwitterShare

Hvordan I kom

3. januar 2011

Jeg sad lige og kiggede på de søgninger, internetbrugerne har brugt for at finde denne hjemmeside det forløbne år. Det siger næsten sig selv, at “aben maler” er topscorer, og det er heller ikke underligt at variationer over “jimmy corrigan” og “scott pilgrim” har ført mange folk hertil. Men blandt de 871 forskellige søgningskombinationer var der også nogle lidt mere spøjse. Vi bringer et udvalg:

verdens klogeste mand nogensinde
ingen skægvækst
på et tidspunkt i
240kr
du kører spændende sex film
hvad kan verdens klogeste abe
hvilken slags fisk er skærsilden
især ib kjeldsmark
kan man dø af sprit
morsomme tegninger og tekst om efterår
ukraines klogeste dreng

FacebookTwitterShare