Mere presse

11. januar 2011

Rikke Bakmans Glimt fortsætter sin sejrsgang. Kulturjournalisterne vil som regel gerne anmelde de nye tegneserier, men de onde, onde redaktionschefer vil ikke have for mange tegneserie- anmeldelser (“vi havde jo en i sidste uge!”), for så er der ikke plads til omtale af Johannes Møllehaves nye samtalebog. Så hvis en tegneserie når at blive taget under behandling i tre aviser, skal man glæde sig. Og hvis det sker bare i samme kvartal som udgivelsesdatoen, går bølgerne virkelig højt.
Men Rikkes bog har i den grad formået at bryde igennem. Bare fire dage efter udgivelsesdagen har der være (flotte!) anmeldelser/omtaler/interviews i Berlingske, Nordjyske, Ekstrabladet, Jyllands-Posten, Politiken, Elle, Nummer 9, P1s Skønlitteratur – og noget siger mig, at vi ikke er færdige endnu.

Både Ekstrabladet og Jyllands-Posten gav bogen ★ ★ ★ ★ ★, og Jyllands-Postens anmelder Katrine Sommer Boysen formår dygtigt at forklare, hvordan Glimt er god. Den frække forlægger bringer anmeldelsen in extenso:

En fremragende tegnet roman rammer rent i en stram barndomsfortælling.
To pageklippede unger i 1980′er-joggingdragter, tennissokker og træsko pryder det uprangende smudsomslag på kunstneren Rikke Bakmans vellykkede (selvbio)grafiske roman ”Glimt”.
Billedet er fotografisk, men mimer med motivets nærfortidige genkendelighedsfaktor den ordfattige, men ikke desto mindre indholdsrige romans fine streg, der klart formidler det barndommens land, som Bakman må formodes at dele med en hel generation af jævnaldrende.
”Glimt” tager os tilbage til én dag ved Vesterhavet i midt-1980′erne, hvor den seksårige Rikke holder sommerferie med sin familie komplet med far, mor og en bedrevidende storesøster. Her sker der alt muligt og nærmest ingenting, for sådan er dagene jo flest.
Perspektivet er entydigt barnets, og Bakman fanger fornemt, hvordan man som barn registrerer og fortolker omverdenen med alderens skyklapper.

Datidens tangent
I Rikkes verden kryber myrer ind i den bare tissekone, hvilket reddes med et par badebukser. Man får slik som bestikkelse for ikke at sige til mor, at man kom til at åbne bildøren i fuld fart rundt i svinget, og der bliver skældt ud, når det gør ondt i fødderne, og man ikke havde taget sko på trods utallige påmindelser. Voksne ligner dyr, og verden fra bagsædet er både tryg og faretruende.
Bakmans tegninger, komprimerede sprog, der perfekt rammer datidens tangent, og de små hændelsesforløb, der i al deres tilsyneladende ligegyldighed klinger så dybt, at man ikke kan undgå at blive berørt.
At Bakman også har en kærkommen evne til at huske, hvordan det var dengang, gør kun det hele bedre. Her er ingen økologisk fanatisme, ingen mælkeallergi eller sukkerforskrækkelse. Ungerne får sodavand og skub-op-is, som var det tørrede abrikoser, og farmand kører rask væk af sted i benzinslugeren med smøg i kæften og øller på passagersædet.

En delikat sag
Den grafiske roman har som genre ofte været kendetegnet ved en slagfærdig visuel side med provokerende under- og overtoner. Bakman navigerer kløgtigt uden om alt, der måtte bare lugte af sensationalisme og sentimentalitet.
Den fine, underspillede streg, der næsten ligner barnetegninger, og det stille, men stormfulde hverdagslige drama, signalerer overskud hos en kunstner og forfatter, der i den grad er på hjemmebane i det tegnet-fortalte univers.
Bogen er desuden så delikat en lille sag, at den utvivlsomt vil blive læst og beskuet igen og igen og formentlig rumme endnu flere store og små oplevelser ved gensyn og genlæsning.

FacebookTwitterShare