Bogforum

14. november 2012

Bogforum er slut. Denne gang måtte tegneseriehungrende gæster undvære Faraos Cigarer, men blev så til gengæld mødt af Dansk Tegneserieråd, Copenhagen Comics, Pingprisen, Goetheinstituttet, Blågårdsbiblioteket og har jeg glemt nogen?
Også Aben maler var på plads, til at begynde med frygtsom over at have forladt den gode plads i forreste række i Forum, og ville folk nu finde heeelt ud i Bella Center – men det gjorde de. Og den nye stand foran Gyldendal viste sig også at være ret god. Dette års Bogforum satte publikumsrekord, og det gjorde Aben malers omsætning også, særligt takket være en lille tegneserie, der har fået lutter 5- og 6-taller i anmeldelserne.
Det er virkelig rart med de større omgivelser, og de øvrige standholdere jeg talte med, var enige. Nu mangler vi bare en programplanlægning, der ikke lefler for det allerbredeste og allerkedeligste segment. Det er sigende, at messen hedder Bogforum og ikke Litteraturforum, men det ville altså være rart med nogle udenlandske forfattere, der skriver litteratur.

FacebookTwitterShare