Aben maler er 10: James Kochalkas Kærester

25. juni 2015

Det lyder så underligt, når jeg beskriver Kærester: I to parallelle spor følger vi henholdsvis forfatteren James og hans kone Amy i en historie, der i sin hverdagsagtighed og troværdighed, virker selvbiografisk – og deres kat Spandy, som indleder et kærligt og let sadomasochistisk forhold til en fugl. Selvbiografi og dyrefabel ser man sjældent blandet, men her har de samme sødme og fortæller begge om parforholds genvordigheder. Kærester er enkel og sand.
Magasinet Graf skrev: “Her spejler hverdagen og verden sig med svimlende effekt, og det endda også fuldstændigt stille og roligt, i tegneseriens iboende tendens til det fantastiske og det barokke. Der er nok at grine af og der er nok at studse over og værket forlader aldrig den underliggende fornemmelse af stor alvor, men det en alvor, der aldrig tager sig selv mere alvorligt end godt er, om man så må prøve at sige.”

Aben malers udgave ligner slet ikke originalen. Jeg gjorde den til hardback, trykte den i en lilla pantone i stedet for sort-hvid, og lavede omslaget helt om. Men også her håndtekstede forfatteren hele svineriet. Efterfølgende bloggede han: Something I’ll probably never agree to again! Lettering in a foreign language is much too time consuming and boring!

Ron Regé, Jr.: Kærester
176 sider. Hardback. 1 farve. Apr 2006.
ISBN 978-87-99077-83-0

FacebookTwitterShare