Et knald til

Et knald til

Rikke Villadsen: Et knald til

168 sider · 270 kr · ISBN 978-87-92246-62-2
Paperback · er udkommet
Køb bogen


Et Knald Til er godt nok en fortælling om det vilde vestens mænd i det ligeså vilde vestens set-up, komplet med skuddueller, saloons, Wanted-plakater og replikker lånt fra velkendte spaghettiwesterns, men derfra ophører ligheden. Og gennem hele bogen skyder den skæve og veloplagte historie huller i westerngenrens troper og klicheer … med porno, poesi og kønsforvirring i revolveren.


Et knald til fungerer glimrende som et stykke overophedet, visuel stream of consciousness. Det ene groteske indfald tager det andet …
Rikke Villadsens forrige udgivelse, den sære sømandsfortælling Ind fra Havet, blev fortjent nomineret til en Ping-pris for bedste danske tegneserie, og hendes fabulerende, hypnotiske udtryk er ikke hverdagskost i det hjemlige serielandskab.
… der er så mange lystigt afsporede paneler i Et knald til, at den bestemt er et bekendtskab værd, hvis man ikke frygter tegneserier, som giver pokker i plot, men til gengæld leder læseren ad præriens forførende vildveje.”
- Weekendavisen

♥ ♥ ♥ ♥ “Tegningernes rå blågrå tone er så langt fra John Wayne, som man kan komme. Men denne bestøvlede tegneseriefantasi af en femiwestern er på sine egne præmisser en aparte og vittig fabel om køn, spejling og makkerskabet mellem klicheen og den erotiske fantasi, der er så urokkelig som det mellem en cowboy og hans hest.”
- Politiken

♥ ♥ ♥ ♥ “En væsentlig del af fornøjelsen ved Et knald til er at forundres over den uforudsigelige måde, Villadsen låner og twister klassiske westernklichéer på. Intet går som ventet i bogens magisk-realistiske univers, hvor plakater kan snakke, fluer kan flyve af sted med mennesker og døden rammer brat og lemfældigt. Og så er der Villadsens finurlige humor, en lidt overset kvalitet ved serieskaberens første længere fortælling, ”Ind fra havet”. Mændenes selvfedme, kvindens bramfrie monolog og de bizart-humoristiske optrin gør western-fortællingen til en ubetinget lystpræget læseoplevelse.
Men Et knald til vil mere end at underholde. Den er en meditation over kønsroller kørt igennem klassiske western-tropers forvrængende forstørrelsesglas.…
Et knald til udstiller og parodierer dygtigt western-genrens hypermaskuliniserede univers. Det er her, vi finder kilden til mange af dens komiske højdepunkter. Men det nye og udfordrende i bogen er den queer-teoretiske udforskning af køn som noget ambivalent – et valg i lige så høj grad som et vilkår – sat i et populærkulturelt univers og en semi-historisk ramme, hvor dén slags overvejelser slet ikke var på dagsordenen.…
Villadsen er tydeligvis en dygtig tegner, der ikke behøver køre den hjem på charmen. Men tegningernes løse, rastløse præg og ambivalente konturer matcher fortællingens energi og ærinde perfekt.
Et knald til er et skridt væk fra kompleks, højpandet symbolik à la f.eks. tyske Anke Feuchtenberger i retning af noget unikt og charmerende Villadsen’sk. Den er noget så relativt sjældent som en kunsttegneserie, som kommer den åbensindede læser i møde med uhøjtidelig komik og listige benspænd. Læs den, for satan da!”
- Nummer 9

“Den første side, jeg slog op på, var der en pik med en flue på. Og da jeg senere fik læst hele bogen, kunne jeg ikke andet end at elske den, for at være fuldstændig uforudsigelig hele vejen igennem.”
- Maren Uthaug

FacebookTwitterShare