Blandt højdepunkterne var en fremragende Art Spiegelman-udstilling, en mindst lige så fremragende historisk udstilling kurateret af Spiegelman (med originaler af bla. Herriman, McCay, Kelly, Barks, Wolverton, Kurtzman, Eisner, Elder, Crumb, Hernandez, Clowes, Ware, Woodring og Watterson), de franske kager, og en række løfterige købs/salgsmøder i rettighedsteltet. Det bliver temmelig spændende at se, hvad det fører med sig. Jo, én tegneserie solgte jeg. Mere om det senere.

Årets festivalpræsident er Art Spiegelman, som også står bag plakaten.

I foråret sidste år udgav Aben maler Tegn eller dø, en tegnet, improviseret turnering mellem seksten danske tegnere, tyvstjålet (med tilladelse, forstås) fra det franske makkerpar Ruppert og Mulot, som for to år siden igangsatte en lignende turnering mellem (især) franske tegnere, der lagde arm. Men folk er travle, og deres projekt trak ud. Så meget at de faktisk først nu er blevet færdige. Hele den voldsomt veloplagte turnering ligger nu online, og der er medvirken af bla. Lewis Trondheim, Killoffer, Charles Berberian og Guy Delisle.
For at fejre den færdige turnering inviterede Ruppert og Mulot forleden på en bar i Angoulême tegnere og forlæggere til at lægge arm. Deres udsendte var på pletten og filmede Tom Devlin [med briller], fra det canadiske stjerneforlag Drawn & Quarterly, mod Tommi Musturi [med ryggen til], en af Finlands mest interessante tegnere/forlæggere.

(Rushmore-hovederne er: Franquin, Hergé, Goscinny og Pratt.)

Ikke desto mindre kan det være en stor oplevelse at stå at kigge på en tegneserieoriginal. Noget af fascinationen ligger i at få lov at se hvor stort den er tegnet i forhold til den trykte tegneserie, hvilken type papir det er, hvor mange rettelser man kan få øje på, og den slags teknikaliteter. Men først og fremmest er der bare nogle originaler, som stråler på en særlig måde. Jeg kan ikke forklare det som andet end magi, men nogle sider rummer en særlig kraft, man må overgive sig til.
Jeg oplevede det på Cent pour cent-udstillingen på La Cité internationale de la bande dessinée et de l’image i Angoulême i januar, hvor nogle af originalsiderne var præcis så flotte som i de trykte tegneserier, mens andre gav mig en boblende lykkefølelse – særligt et par sider af Franquin, og en af Chris Wares originaler til Jimmy Corrigan.

Derfor er det lidt bittersødt at erfare, at jeg ikke får set en Chris Ware-udstilling så relativt tæt på som Sverige: Gävle Konstcentrum (170 km nord for Stockholm) 12. juni–15. august. Jeg ved ikke, hvilke og hvor mange sider, der udstilles, men jeg tøver alligevel ikke med at anbefale udstillingen. En Ware-original er strålende kunst.

Og endnu et par medier har siden sidst nået at kaste dom over Jimmy Corrigan:
★ ★ ★ ★ ★ ★ “Sandsynligvis den mest vellykkede graphic novel, vi hidtil har set” (Jyllands-Posten), “Umulig at komme udenom som fornyer og forbillede. Har man ikke læst den, aner man ikke, hvad en moderne grafisk roman er” (Information), “Et moderne mesterværk” (Skønlitteratur P1).

Et billede fra Wares Building Stories

Der er åbenbart netop lavet en dokumentar om den psykedeliske mester Jim ‘Alkymisterne‘ Woodring. – Hører I efter, Cph Dox? Den mand laver tegneserier som ingen anden (men man kan selvfølgelig godt se, at hans forældre er Hieronymus Bosch og Walt Disney), og jeg ville godt høre mere, direkte fra hestens mund.
Så kan jeg også lige hive denne grynede video frem fra gemmerne, som jeg optog til Angoulême-festivalen for tre år siden, hvor Woodring fortæller, hvorfor han blev kunstner.