I anledning af kvindernes internationale kampdag påpeger jeg talentfulde kvindelige serieskabere. I forgårs nogle, der er udkommet på dansk, og i går nogle yngre uoversatte. I dag afslutter vi med en håndfuld forfatter/tegnere, der har været med i nogle år – og alligevel ikke er udkommet på dansk, selv om det er uretfærdigt.

Canadiske Julie Doucet har lavet nogle af de bedste selvbiografiske serier, der findes. Hudløst ærlige, meget morsomme og med en horror vacui-stil, der passer perfekt til hendes småpsykotiske fortællinger. Start med My New York Diary, som for nylig blev genudgivet.
Det er længe siden, vi har hørt fra Phoebe Gloeckner, men hun har lavet nogle uforglemmelige, delvist selvbiografiske (der var den igen – hvad er det med kvinder og selvbiografi?) historier om sin barn- og ungdom. Læs A Child’s Life og Diary of a Teenage Girl, men vær forberedt på stærke scener.
Debbie Drechsler har også dyrket ungdommen – og igen er det evigheder siden, jeg har set nyt fra hendes hånd. Nå ja, og så deler hun også et pædofilitema med Gloeckner. Summer of Love og Daddy’s Girl er gode bøger.
Renée French har jeg ikke helt overgivet mig til. Hendes historier formår ikke helt at fange mig, men der er noget hyggeligt-uhyggeligt fascinerende ved hendes sarte blyantstegninger. Hendes nyeste bog hedder H Day, og den skal jeg have læst. Tjek også den flittigt opdaterede blog.
Ingen giver bedre interviews end Marjane Satrapi, men den næstbedste er Lynda Barry, hvis personlighed fuldstændig overrumpler samtalen. (Senest her, men der findes adskillige.) Og så laver hun gode tegneserier, som samtidig har den opbyggelige kvalitet, at de ligner noget, vi alle kunne lave, hvis bare vi turde. Men det kunne vi ikke, lyseslukker jeg; Barry har et særligt talent for at huske og formidle. Hendes tegninger dufter. Læs One! Hundred! Demons! og What It Is.

Sprogundervisningen i det danske skolesystem er til at græde over, så ingen af os kan jo andet end dygtigt udtalt amerikansk, men jeg kan ikke lade være med at nævne en enkelt belgier, fordi hun laver så eminent gode tegneserier: Dominique Goblet. Jeg håber at kunne finde støttepenge til at udgive hendes mesterlige Faire semblant c’est mentir, som er så smuk, så smuk. Sidste år udgav hun Chronographie: en lang række portrætter, som henholdsvis hun tegnede af sin datter, og datteren af hende, over en tiårig periode. Tegneserie? Ja, selvfølgelig. Det er fascinerende (og ordløs) læsning.
Og så som afslutning et billede fra en af hendes skitsebøger.

– Næ hov, først skal vi da lige have klemt Anke Feuchtenberger ind. Tænk, at jeg kunne glemme en af de allermest spændende europæiske tegneserieskabere! Hun fås på både tysk, fransk og engelsk, så der er ingen undskyldning. Hun har direkte eller indirekte påvirket en hel generation af designskolestuderende og illustratorer, og det er helt velfortjent.

Og det var så det. God læsning.