Tegneseriekvinder, del II

9. marts 2011

I går skrev jeg en (ufuldstændig!) liste over tegneserier af kvinder, der er kommet på dansk. I dag vender vi snuden udenlands (i håb om at læseren ikke skræmmes bort af engelsk eller svensk).

I Sverige er 99 ud af 100 tegneserieskabere kvinder. Det er lidt en tilsnigelse, men faktum er, at der er mange af dem, og de sælger masser af tegneserier. Jeg ved ikke, hvad det er, de gør rigtigt derovre. Og så er de ofte fuldstændigt ublu mandehadende feministiske på den sjove måde (jo jo, det er en anbefaling!) – læs især Nina Hemmingsson (fx Jag är din flickvän nu) og Sara Granér (fx Det är bara lite aids). For små litterære noveller, der fortæller dig, fuldstændig hvordan din ungdom var: Anneli Furmark (fx Jamen förlåt då).
Og nu vi er i gang med de svensktalende: I går glemte jeg at nævne Tove Jansson, hvis mesterlige Mumitrolden-striber for tiden udkommer med et bind om året. Næste bind kommer til august.

I Nordamerika er der en håndfuld vældig dygtige, unge kvinder, som ikke har udgivet så frygtelig meget endnu (eller i et par tilfælde, endnu intet), men de er alle gode til at få lagt ting på nettet. Emily Carroll dukkede op ud af det blå i efteråret, da hendes perfekte lille horrorfortælling His Face All Red blev linket til af alle. Hun lavede for nylig en kærlighedsmyte, hvis man er mere til den slags. Du godeste, hvor kan hun tegne – det er hende, der er placeret nederst i indlægget.
Canadiske Kate Beaton er internettets sjoveste. Find hende på Hark, a Vagrant (som også bliver navnet på hendes debutbog fra D&Q senere på året). Lige nu er der en Marge Gunderson-(I ved, Frances McDormand i Fargo)-fanger-Charlie-Sheen-historie, men hun er særligt god til at twiste historiske personer og litteraturens klassikere. Kast dig over arkivet.
Vanessa Davis udgav sidste år den selvbiografiske Make Me a Woman, som jeg måtte kæmpe med min hustru om at læse først. Hun siger, at Davis er “ærlig… jeg kan godt lide farverne og hendes runde former. Og hun siger nogle kloge ting.” Nemlig. Hun bidrager af og til med små historier til magasinet Tablet, senest en morsom en om at vælge den rette bh. (Det lyder frygteligt småt, men gode forfattere formår jo netop at gøre det personlige alment.)
Det selvbiografiske dyrkes også af Gabrielle Bell, men hun bruger det som regel bare som afsæt for fantastiske fortællinger. Hun er ikke bange for intellektuelle referencer, og hendes serier er ofte diskret, men seriøst ambitiøse – og lykkes med det. Tjek bloggen og læs fx Cecil and Jordan in New York. Virkelig. Gør det. Hun er så god.
Eleanor Davis har jeg ikke rigtig læst noget af, ud over småhistorier her og der, men hun tegner virkelig flot (og har først tænkt nogle interessante tanker), og jeg håber og venter på en god og lang historie fra hende på et tidspunkt.
Rosinen i pølseenden bliver Julia Wertz, hvis hylemorsomme selvbiografiske anekdoter findes på Fart Party (og i bøgerne af samme navn). Ingen kvinde i starten af tyverne er så whiskeydrikkende sarkastisk som hun. Start ved arkivets begyndelse og giv slip på et par timer.

Jeg troede, jeg skulle gøre emnet færdig i dag, men jeg er løbet tør for tid, så de modne kvinder får lov at vente til i morgen.

FacebookTwitterShare