Allehelgensaften

2. november 2011

Chris Ware havde et hyggelig uhyggeligt Halloween-hus i år.

[Billeder tyvstjålet fra D&Qs blog, hvor der er fotos af flere tegneserieskaberes børn og udsmykning.]

FacebookTwitterShare

Euroman vover en top ti

15. juni 2011

Jimmy Corrigan, den klogeste dreng i verdenI juninummeret af Euroman er en artikel med titlen Ti tegneserier du skal have. Det er en fin (om end lidt konservativ) liste, som bla. har alle tiders bedste danske tegneserie på. Og listen udmærker sig særligt ved – naturligvis, fristes jeg til at sige – at medtage Chris Wares Jimmy Corrigan.

FacebookTwitterShare

Tegneserier på museum

10. juni 2011

Det er simpelthen så rart, hver gang endnu et menneske får øjnene op for, hvor god en tegneserie Rikke Bakmans Glimt er, og nu har et helt museum opdaget det. Fra i dag og til 14. august udstilles tegningerne på Kunsten i Aalborg. Det er selvfølgelig det helt rette sted at udstille, eftersom handlingen foregår i Nordjylland.

Og indtil 19. juni kan man jo se Årets Bedste Bogarbejde på Designmuseum Danmark i København, deriblandt Aben malers udgave af Jimmy Corrigan.

Af sted med jer – I er lige segmentet til at gå på museum…

FacebookTwitterShare

Jimmy Corrigan udtages til Årets Bedste Bogarbejde

1. april 2011

Jimmy Corrigan, den klogeste dreng i verden

Chris Wares Jimmy Corrigan, den klogeste dreng i verden er udvalgt til udstillingen Årets Bedste Bogarbejde, som hvert år arrangeres af Forening for Boghaandværk. Bøgerne udstilles på Kunstindustrimuseet (nej, nu hedder det Designmuseum Danmark) 19. maj til 19. juni.

(Jeg modtog brevet i dag, 1. april, men eftersom det er afsendt i marts, tror jeg på det.)

FacebookTwitterShare

Bestsellere

2. marts 2011

Vor tids kulturdækning er begrædeligt fokuseret på salgstal og helsidesbilleder af fotogene forfattere med sexet-melankolsk look. Sidst der var et litteraturprogram på landsdækkende tv (og det er endda længe siden) hed det gudhjælpemig Bestseller: Så ved man lissom, hvad det handler om.
Må jeg bede om kvalitet og kunstneriske hensyn, tak.

Nå, men jeg sad lige og kiggede på Aben malers salgstal og fik da også lyst til at opstille en liste over de fem mest solgte bøger.

5. Rikke Bakman: Glimt. Den af Aben malers bøger, der har solgt mest de første fjorten dage: Tak, god reception og god pressedækning (øh, og god bog). Det skal gå meget galt, hvis den ikke kravler længere op ad listen i løbet af året.

4. Daniel Clowes: Ghost World. Salget var ellers lidt gået i stå, men da så Wilson blev udgivet i maj 2010, kom folk pludselig i tanke om den igen, og den har solgt støt lige siden (det mærkelige er, at februar var den bedste måned i over tre år?!).

3. Edward Gorey: Gravengrum-ungerne. Wow, Aben malers allerførste udgivelse ligger stadig på top tre! I øvrigt: Mere Gorey senere i år.

2. Bryan Lee O’Malley: Scott Pilgrim kører stilen. Havde dette været en top 10-liste, ville vi se adskillige Scott Pilgrim-bind. Der står Scott Pilgrim på riiigtig mange af de Aben maler-titler, der ligger og flyder rundt omkring i landet.

1. Chris Ware: Jimmy Corrigan, den klogeste dreng i verden. Den bedste tegneserie i verden er også Aben malers topsælger. Der er åbenbart retfærdighed til.

FacebookTwitterShare

Are you just gonna go upstairs and blame yourself?

1. februar 2011

Chris Ware fyrer det ene guldkorn efter det andet af i dette fremragende interview, som Matthias Wivel stod for på Komiks.dk sidste år: Del 1, del 2.

FacebookTwitterShare

Gode links

25. januar 2011

This American Life er et fremragende radioprogram, Chris Ware er en fremragende tegner, og nu er deres kræfter igen blevet kombineret til en dobbelt fremragende animation. Klik kun, hvis du lige har 22 ledige minutter, men når du har dem, så skal du også gøre det.

Har du færre minutter til rådighed, men er stadig opsat på at få dækket et Chris Ware-fix, så læs Matthias Wivels analyse af Jimmy Corrigan, et årti efter dens udgivelse.

30 minutter? Så er det her:
Da Chris Ware og Daniel Clowes‘ britiske forlag opdagede, at herrerne var i nabolaget i maj sidste år (de var som bekendt gæster til Komiks.dk), blev de hurtigt inviteret til London. Og derfor kan vi nu se dette interview med begge:

FacebookTwitterShare

Status

20. december 2010

Først en morsom måde at bruge sine penge på: Byd på en auktion om at optræde i en tegneserie af Chris Ware – “The appearance in name and approximate drawn likeness, either as a supporting character or more forthright personna, of the auction’s winner in an upcoming comic strip by the author/cartoonist, to appear in the author’s next finished graphic novel at an unspecified, and probably quite alarmingly later, date.”
Der er hammerslag natten til tirsdag, og lige nu er buddet på $1000.

Efter et travlt efterår er Aben malers næste udgivelse allerede på trapperne. Den kommer 7. januar, og jeg er ved at gå til af spænding: Glimt er en stor (nej, lille, men tyk: 288 sider), flot grafisk roman af Rikke Bakman, som debuterede med den selvbiografiske Tag mig med. Også Glimt har selvbiografiske træk, denne gang gravet frem fra en barndomsferie ved Vesterhavet. Med et præcist sprogøre og en fintfølende blyantstreg skildrer Bakman livet set fra en 6-årigs bævrende synspunkt.
Mere herfra senere!

(Nå ja og tænk: Glimt er Aben malers halvtredsindstyvende udgivelse. Hurra!)

Og det var ikke bare et travlt efterår; foråret var også vanvittigt. Når jeg ser på den samlede produktion, chokeres jeg mildt. Aben maler udgav i år 17 (sytten) tegneserier. Det aktivitetsniveau skal I ikke regne med nogensinde igen! Men jeg er sgu godt nok glad for de sytten titler.

FacebookTwitterShare

Anmeldelsesopsamling

17. december 2010

Himlen er blå, jorden er hvid, kaffen er sort, og klokken er kvart over høje tid for en opsamling af efterårets anmeldelser.
Politiken har en flok anbefalinger til boggaver, og en af dem er Chris Wares Jimmy Corrigan, som avisen i sin tid gav 6 hjerter. (Og du godeste, G.dk har den på tilbud til kr 280!)

Og nu vi er ude i årets bøger, så kårer Time Magazine ti bedste af slagsen og placerer Daniel Clowes’ Wilson som en af dem.

Så tilbage til andedammen. Christoffer Zielers Stejl fart har fået ros hele raden rundt.
Litteraturnu.dk siger: “Det er svært ikke at mene, at tegner og forfatter Christoffer Zieler ikke er bare en lille smule genial. Han kan få sagt det, der er så svært at sige, med banale og umiddelbare situationer, og dengang hans STEJL FART var en del af Weekendavisens 1. sektion, var det første side, jeg gik til, når avisen kom hver fredag. Da hans tegninger forsvandt fra avisen for noget tid siden, var jeg ikke sen til at overveje: Hmmm miltbrand eller brandbombe til Weekend- avisen—-?” (Aben maler opfordrer ikke til hverken det ene eller andet brandangreb, men en læserstorm, der krævede Stejl fart tilbage ville da ikke være af vejen. Selv om det er lidt sent nu.)
Information: “Christoffer Zieler er sjov, rigtig sjov. Ikke sådan falden på halen og småplat, som vi er vant til det fra så megen dansk humor, der gerne går den hurtigste vej til et grin, der er glemt sekundet efter. Han er snarere en ætsende sort deadpan-komiker med absurde tilbøjeligheder, der samtidig kan tegne så sprudlende veloplagt, at kærligheden til stregen lyser ud af hver eneste tegning. Og så har han en formidabel evne til at aflytte sprog.”
Nummer 9 giver bogen ★ ★ ★ ★ ★ (ud af 5 mulige) med ordene “Stejl Fart stjæler rampelyset på den danske stribescene, det er sort satire fra struben på en skamløs, charmerende talekunstner.”
Nordjyske kvitterer med ★ ★ ★ ★ ★ (ud af 6 mulige) og siger: “helt originale, meget præcise og smukke cartoons.”

Hov, læs i øvrigt også Christoffer Zielers “folkegave”: En illustreret version af ‘Nu tør jeg ikke blive syg’-artiklen fra Dansk Folkepartis blad Dansk Folkeblad.

Scott Pilgrim tager sig sammen får dette skudsmål fra Nummer 9: “Serien er uovertruffen morsom på en metaagtig, ironisk men også kærlig måde.… At kalde fortællingen dynamisk er nærmest en underdrivelse, der spurtes med en unik kombination af manga- og elektronisk spilæstetik tilsat slag og spark, kvik dialog, superheltekræfter og momentvise hop ind i surreelle verdener. Det er overraskende, hvor godt disse meget umage elementer fungerer sammen, og hvor nem serien er at læse.” ★ ★ ★ ★ (ud af 5)

Orker vi mere? Jo, lige to til: Under overskriften ‘En lykkelig slutning’ skriver Information om den sidste kollektion af 676ere og siger blandt andet: “i de tre år serien har eksisteret, er den med sine 28 hæfter nået imponerende vidt omkring, fra det avantgardistiske og genreoverskridende til det mere klassisk narrative format. Iblandt ubetydelige småtterier, iblandt fuldgyldige værker i pixibogsformat.” Meget mere i linket.
Nummer 9 har også læst de fire hæfter og siger: “De små kvadratiske hæfter har over de sidste tre år givet den danske tegneseriescene et hårdt tiltrængt vitamintilskud, og uden dem vil der i fremtiden mangle et forum for det skæve, eksperimenterende og uformelle. I 676’erne har garvede veteraner holdt humørfyldt frikvarter, unge himmelstormere har prøvet talentet af, og nysgerrige billedkunstnere og forfattere har snuset til tegneserie-mediet. Spændvidden understreges af denne sidste fine samling, der kommer godt rundt i tegneseriemediets muligheder.” Også mere her.

FacebookTwitterShare

I live, as all married people do, in a courthouse

11. juni 2010

Nedenstående perle af en video har et par år på bagen, men Fredrik Strömberg, som i morgen interviewer Chris Ware i Sverige, mindede mig om dens eksistens.

FacebookTwitterShare

Originaler

8. juni 2010

Det er noget underligt noget at være på tegneserieudstillinger. Er det trykte kopier af en tegneseries sider, der hænger på væggen, er det skuffende for publikum, for så får man ikke noget, man ikke kan få i bedre form – nemlig i bogform. Er det derimod tegnernes originalsider på væggen, er det jo til gengæld ikke det færdige produkt – den trykte tegneserie – publikum kigger på. Nogle gange mangler teksten eller farverne, og hvis ikke samtlige sider fra en tegneserie hænger der i sekvens, er det kun et brudstykke. Og selv hvis originalerne ser ud som den færdige bog, og alle siderne er der, er det stadig ikke en optimal oplevelse at læse en tegneserie, som hænger på en væg; tegneserier læser man siddende og som regel alene.

Ikke desto mindre kan det være en stor oplevelse at stå at kigge på en tegneserieoriginal. Noget af fascinationen ligger i at få lov at se hvor stort den er tegnet i forhold til den trykte tegneserie, hvilken type papir det er, hvor mange rettelser man kan få øje på, og den slags teknikaliteter. Men først og fremmest er der bare nogle originaler, som stråler på en særlig måde. Jeg kan ikke forklare det som andet end magi, men nogle sider rummer en særlig kraft, man må overgive sig til.
Jeg oplevede det på Cent pour cent-udstillingen på La Cité internationale de la bande dessinée et de l’image i Angoulême i januar, hvor nogle af originalsiderne var præcis så flotte som i de trykte tegneserier, mens andre gav mig en boblende lykkefølelse – særligt et par sider af Franquin, og en af Chris Wares originaler til Jimmy Corrigan.

Derfor er det lidt bittersødt at erfare, at jeg ikke får set en Chris Ware-udstilling så relativt tæt på som Sverige: Gävle Konstcentrum (170 km nord for Stockholm) 12. juni–15. august. Jeg ved ikke, hvilke og hvor mange sider, der udstilles, men jeg tøver alligevel ikke med at anbefale udstillingen. En Ware-original er strålende kunst.

Og endnu et par medier har siden sidst nået at kaste dom over Jimmy Corrigan:
★ ★ ★ ★ ★ ★ “Sandsynligvis den mest vellykkede graphic novel, vi hidtil har set” (Jyllands-Posten), “Umulig at komme udenom som fornyer og forbillede. Har man ikke læst den, aner man ikke, hvad en moderne grafisk roman er” (Information), “Et moderne mesterværk” (Skønlitteratur P1).

Et billede fra Wares Building Stories

FacebookTwitterShare

Opsamlingsheat

1. juni 2010

Det er aldrig nemt at få opmærksomhed i tiden omkring Komiks.dk, og da slet ikke i år, hvor der i løbet af en måned er udkommet en 20-30 tegneserier, men der er alligevel faldet nogle anmeldelser af nogle af Aben malers nye udgivelser:

Om Jimmy Corrigan skriver Weekendavisen: “Ikke bare en skelsættende tegneserie, men et fuldbårent pragtstykke inden for nyere amerikansk litteratur. Det er en bog, man med garanti vender tilbage til gentagne gange og som man vil føle trang til at dele med sine venner.… Mesterligt komponeret. Det kræver langsom og koncentreret læsning af både tekst og billeder at opleve Jimmy Corrigan, den klogeste dreng i verden. Men oplevelsen er tilsvarende stor, og hvis nogen stadigvæk er i tvivl om, at den såkaldte ‘grafiske roman’ kan nå et seriøst litterært niveau, så skal de ikke lede længere.”

Den er Fyens Stiftstidende helt med på: “Jeg sad efter endt læsning tilbage med den lykkefølelse, som mødet med stor kunst giver.… et moderne mesterværk.” ★ ★ ★ ★ ★ ★

Wilson giver også anledning til to gange hele pladen fuld:
★ ★ ★ ★ ★ ★ “Intet mindre end et mesterværk.”
- Serieland
★ ★ ★ ★ ★ ★ “Det er vanvittig morsomt, og man nyder mandens manglende situations-
fornemmelse. Det kunne sagtens blive sørgmodigt og vildt deprimerende. Men det er det ikke – det er rablende sindssygt på den gode måde.”
- Bogmania

Også Tegn eller dø er Thor Kristjan Kidmose på Bogmania glad for: “Det er både underholdene og ganske befriende at se så mange forskellige stilarter kæmpe med og mod hinanden.”
★ ★ ★ ★ ★ ☆

Og endelig får SPRIT disse ord fra Nummer 9: “Hele vejen igennem er debutant-niveauet højt og diversiteten stor. Fremtidens danske tegneserietegnere er serveret, vi venter i spænding på mere…”

FacebookTwitterShare

Priser til Aben maler

21. maj 2010

Chris Ware vinder

Fredag aften blev Komiks.dk sparket i gang med en prisuddeling, hvor en jury af tegneseriekritikere og –journalister kårede de sidste to års bedste tegneserier i forskellige kategorier.
Aben maler lå forrest i feltet med hele 7 nomineringer i 3 kategorier, og vandt 2 af dem:

Bedste danske debut:
• Mikkel Damsbo: Forlystelseshuset
(Aben maler, 2009)
Mikkel Damsbo er uddannet fra Arkitektskolen i København, og det ses i hans Forlystelseshuset, som indgår i Aben malers kollektion af 676-hæfter. Hvad der begynder som en fint observeret historie om en pige og hendes far i et forladt tivoli, vendes pludselig på hovedet og bliver til en udforskning af tegneseriemediet som rum! Alice i Eventyrland som arkitekt!

Bedste internationale tegneserie på dansk:
• Chris Ware: Jimmy Corrigan, den klogeste dreng i verden (Aben maler, 2010)
Jimmy Corrigan kræver snart ikke nogen nærmere præsentation. Wares mesterværk er ikke blot et følelsesmættet portræt af en families mænd i fire generationer, men er også formalistisk nyskabende, og binder de to dele sammen på forbilledlig vis. Bogen er netop udkommet på dansk og får for tiden fantastiske anmeldelser i aviserne.

Vi takker i et forsøg på at forklæde stoltheden med ydmyghed.

Mikkel Damsbo vinder

FacebookTwitterShare

Aben malers Komiks.dk-program

19. maj 2010

Nu er det fjerde gang, der bliver afholdt Komiks.dk, hvilket må betyde, at vi har at gøre med en unge på seks år. Barnet er nu fremmeligt: Festivalen er pludselig blevet voksen og tegner til at blive svær at overgå om to år, med et toptunet program, som byder på de v-i-l-d-e-s-t-e gæster fra udlandet, masser af spændende paneler, interviews og workshops, stort set alle danske tegneserieskabere, og det hele kommer til at foregår i den centralt beliggende Øksnehallen.
Der bliver drøn på.

Gå ind på deres hjemmeside og se programmet. Her er et lille udsnit med fokus på Aben maler-relaterede aktiviteter:

LØRDAG
11.30-12.30 Graphic Novels i sære formater. Interview m. Chris Ware
                        v. Matthias Wivel.
13.00-14.00 Danske tegneserier nu. Panel v. Steffen P. Maarup.
14.00-15.30 Den store amerikanske graphic novel. Charles Burns, Daniel Clowes,
                       Chris Ware.
Panel v. Matthias Wivel og Paul Gravett.
15.30-16.30 Smagsdommerne. Panel v. Thomas Thorhauge (en af de diskuterede tegneserier
                       er Clowes’ Wilson).
16.00-17.30 Signering: Daniel Clowes, Chris Ware.
16.30-17.30 Signering: TEGN ELLER DØ.
                       Signe Parkins, Rikke Bakman, Erik Petri, Cav Bøgelund.
17.30-18.30 Signering: TEGN ELLER DØ.
                       Ole Comoll, Thomas Nøhr, Christoffer Zieler, Lars Horneman.

SØNDAG
11.00-12.00 Signering: TEGN ELLER DØ.
                       Rikke Villadsen, Peter Kielland, Thomas Thorhauge, Miwer.
12.00-13.00 Signering: TEGN ELLER DØ.
                       Johan F. Krarup, Ib Kjeldsmark, Peter Snejbjerg, Philip Ytournel.
13.00-14.30 Signering: Daniel Clowes.
13.30-14.30 Signering: 676. Mikkel Sommer, Ytournel, Johan F. Krarup, Michael Rytz.
15.00-16.00 Danske tegneserieforlag vs. de moderne tider. Panel v. Thomas Thorhauge.
16.00-17.30 Signering: Chris Ware.
16.30-17.30 Outsiderens Amerika. Interview m. Daniel Clowes v. Steffen P. Maarup.

Kom hen og kig på Aben malers stand, og er du blandt de første købere (både lørdag og søndag), kan du score dig et gratis eksemplar af Scott Pilgrim: Mellemakt.

Scott Pilgrim: Mellemakt












FacebookTwitterShare

Det vigtigste hovedværk i den ny tegneserie

15. maj 2010

- kalder Politiken Jimmy Corrigan og kyler så 6 ud af 6 hjerter i nakken på bogen. I samme anledning bringer de et interview med ham – ud og køb den avis! (Subsidiært bog.)


FacebookTwitterShare