Her går det godt. Tak for pengene

5. maj 2011

Det er næsten fire måneder siden, at Rikke Bakmans Glimt udkom, men den har i høj grad stadig et liv.

Først et par positive anmeldelser: “Fem stjerner fortjener dette stemningsmættet nostalgiske sommerminde” (Bogmania) og “Det er en skøn lille bog, hvor den voksne Rikke Bakman virkelig har fået genkaldt den seksårige Rikkes måde at opleve sin lille verden… Meget stemningsfuldt og ofte meget smukt.” (Bogbrokken).

Men den HELT STORE NYHED er, at Billedkunstudvalget under Statens Kunstråd netop har præmieret Rikke Bakman med 50.000 kr for Glimt. Dét er et skulderklap, der kan mærkes!

Og så endnu en læsning af Glimt, denne gang af Signe Parkins, som på sin blog præcist beskriver bogens kvaliteter: “Man kan dufte harpiks og mærke det stikkende marhalm under fusserne, når man læser bogen. Den er efter min mening intet mindre end fantastisk. Minder fra min egen barndom står pludselig lysende klart for mig. Det er som om bogen er en nøgle, som lukker op til den jeg selv var, da jeg var seks år. Jeg tror ikke min barndom minder meget om Rikkes og alligevel er det som om bogen er en fortælling om mig selv. Rikke har arbejdet på bogen i 2 år og den bærer tydeligt præg af at være meget gennemarbejdet. Både sprogligt og visuelt er den super skarp. Jeg elsker den måde, hvorpå hun undlader at give fortællingen konstruerede lag. En smuk enkel historie. Jeg er totalt vild med den bog.”

Endelig vil jeg lige minde om dette arrangement:
Cph:litt, Rikke Bakman i samtale med Thomas Thorhauge om graphic novels, fredag 13. maj, 15:45-16:45, Huset i Magstræde, Musikcaféen, 3. sal. Moderator: Sune de suza Schmidt-Madsen. Gratis entré.

FacebookTwitterShare

Rikke Bakman på Københavns internationale litteratur-festival

22. marts 2011

Københavns internationale litteraturfestival (som også har det mere mundrette navn Cph:litt (men hvad er det for et pandemisk mindeværdskompleks, der giver danskerne den tro, at ingen i verden vil interessere sig for os, medmindre vi giver vores frembringelser engelske* navne? Hvor er jeg dog træt af det.)) afvikles 12.-15. maj med masser af ofte gratis arrangementer med spændende forfattere.
Men ét arrangement vil jeg fremhæve: Rikke Bakman i samtale med Thomas Thorhauge om graphic novels, fredag 13. maj, 15:45-16:45, Huset i Magstræde, Musikcaféen, 3. sal. Moderator: Sune de suza Schmidt-Madsen. Og altså gratis entré.

* Cph:litt er retfærdigvis kun halvt engelsk. Litt står naturligvis for litteratur, ikke literature.

FacebookTwitterShare