Reaktioner på Jeg tegner …

19. november 2013

Jeg tegner, når jeg skriver★ ★ ★ ★

“Tegneserier egner sig fortrinligt til biografier. Gennem de seneste 20 år har en mængde amerikanske og europæiske tegnere lavet selvbiografiske tegneserier, hvor streg og indhold understøtter hinanden. Også i Danmark har den selvbiografiske bølge givet nogle flotte skvulp, heriblandt Rikke Bakmans sublimt sansede barndomserindring fra Vesterhavet »Glimt«, der udkom på Aben Maler.
Samme forlag har nu udgivet antologien »Jeg tegner, når jeg skriver«, der indeholder 11 tegneres tegnede dagbøger gennem en uge.
Alle tegnere i antologien blev bedt om at beskrive den samme uge i maj, hvorfor en del af optegnelserne handler om sidste års københavnske tegneseriefestival Copenhagen Comics. Opgaven fra forlaget var for så vidt bunden, idet materialet skulle være så spontant som muligt.
Resultatet er en stribe rå strøtanker, der veksler mellem det meget ufærdige, det kuriøse og det meget intime.
Med offentlige dagbøger er det et indbygget problem for forfatteren, hvordan man breder det private ud, så det får almen interesse. Autenticitet er naturligvis vigtigt, ellers kunne man lige så godt droppe formatet, men hvordan undgår man at drukne i hverdagstrivialiteter? Simon Bukhave løser problemet ved at blande sine (interessante) drømme ind i optegnelserne, der også er et kærligt portræt af hans engelsksprogede kæreste.
Mari Ahokoivu og Søfren Glosimodt Mosdal har med krøllede streger leveret nogle fine observationer fra deres fælles kunstnerophold i Nuuk i Grønland. Man oplever blandt andet, hvordan man på Grønland kan træde ud af bruseren og se en hval dykke under overfladen i havbugten foran huset.
Ina Korneliussen viser med sin skægge, socialrealistiske 1970er-streg, hvor svært det er at få job, småbørn og tegnerkarriere til at gå op i en højere enhed, mens Nikoline Werdelin beskriver sin arbejdsdag på kontoret i Berlin. Werdelin er nådesløst selvudleverende, og ved siden af tegningen af sig selv på toilettet, skriver hun meget passende: »Hvad er mon grænsen mellem privat og personligt?«
Som helhed er »Jeg tegner, når jeg skriver« et godt forsøg på at udvikle den autobiografiske genre på dansk grund, men undgår ikke at blive en streg for indforstået med sine mange vink til tegnerkollegaer.”
- Berlingske

“Et indblik i hvad der rører sig lige nu, får man endvidere i antologien Jeg tegner, når jeg skriver, der samler ti dagbogssekvenser fra den uge, der i sommers ledte op til den internationale tegneseriefestival Copenhagen Comics.
Det er ikke kun kvinderne, der her udmærker sig. Særlig flot er det f. eks. at se billedkunstneren Morten Schelde (bedst kendt for sine udsmykninger i Frederik VIIs palæ) udfolde sig i mættet tusch … Særligt Anna Degnbol, der debuterede sidste år med den manga-afledte, inderlige meditation over venskab og tab When We Were Silent, formår i sine notater at forene det personlige med det kosmiske, det banale med det besynderlige.
Og som et særligt scoop medvirker Nikoline Werdelin, til trods for hun ikke var i nærheden af Copenhagen Comics den uge. At det er yderst sjældent at se hende tegne udenfor Politikens spalter gør det ikke mindre fascinerende at få et hastigt skitseret indblik i hendes berlinske hverdag med boxerhunde, kæreste, mave-tarmproblemer og lykke i arbejdet, men det er hendes særlige stemme som tegneserieskaber, der gør forskellen. Nok står hun udenfor de andres fællesfortælling, men hendes medvirken i samlingen har resonans – hun er gudmoderen, der altid er gået egne veje.”
- Information

FacebookTwitterShare

F-for fanden, Søren, du er en skide attraktiv mand!

1. november 2013

Jeg tegner, når jeg skriverOm en uge udkommer Jeg tegner, når jeg skriver, hvis undertitel Elleve tegnere skriver dagbog siger nærmest det hele. En varm uge i maj tegnede/skrev de alle dagbog, og her er resultatet. Bogen byder både på en kolonoskopi, et vaginaknæ og et par hvaler (og flere af tegnerne er på Copenhagen Comics), men mest af alt er det hverdagen og hvordan man presser et liv som kreativ sjæl ned i den, der udforskes.
Udtrykket er råt og adskiller sig nogle steder fra tegnernes sædvanlige, mere polerede stil.

Medvirkende: Nikoline Werdelin, Morten Schelde, Katrine Marie Nielsen, Søren Glosimodt Mosdal, Ina Korneliussen, Lars Horneman, Anna Degnbol, Simon Bukhave, Anna Mørch Bendixen, Zven Balslev & Mari Ahokoivu.

Fås naturligvis på Bogforum (stand C3-023).

(Titlen på dette indlæg stammer naturligvis fra en af dagbøgerne.)

FacebookTwitterShare

Jeg tegner, når jeg skriver

10. oktober 2013

Aben malers næste udgivelse har været længe undervejs. Jeg elsker at redigere antologier, men de er som regel nødt til at have et relativt stramt overordnet tema for ikke at smuldre mellem hænderne. 8. november udkommer Jeg tegner, når jeg skriver, som i al sin enkelhed består af elleve gange én uges dagbog. Alle de medvirkende blev bedt om at tegne/skrive dagbog i den samme uge (27. maj – 2. juni 2013), og selv om resultaterne er vidt (og fedt!) forskellige, har de naturligvis også fællestræk, ud over det rent formelle. Og eftersom størstedelen af bidragyderne var med til Copenhagen Comics i weekenden, er festival naturligt nok et fikspunkt i de fleste uger.

De medvirkende er Nikoline Werdelin, Morten Schelde, Katrine Marie Nielsen, Søren Glosimodt Mosdal, Ina Korneliussen, Lars Horneman, Anna Degnbol, Simon Bukhave, Anna Mørch Bendixen, Zven Balslev & Mari Ahokoivu.

Her er forsiden:

Jeg tegner, når jeg skriver

FacebookTwitterShare

Nu er den her

25. maj 2012

Dokument

FacebookTwitterShare

Presseklip

16. maj 2011

Et par hurtige reaktioner fra medielandskabet:

Forbrugermania giver Kamma Luise Rodian 6 ud af 6 stjerner til Ina Korneliussens Fortællingen om dengang jeg fik en bamse.

Og Rikke Bakmans Glimt kører støt og roligt videre. Der var en mycket bra recension på SVT forleden. (Spol hen til 15:30, og så varer det 2 minutter.)
Danmarks eneste tegneseriepodcast Luchacomico tog en pause fra superheltesnakken og talte om bogen i en hel halv time. Reaktionerne spændte fra den ene ende af spektret (“aldrig har Aben maler-navnet været så vedkommende som med Rikke Bakmans udgivelse Glimt“) [som i: min fireårige abe kunne have tegnet flottere] til den anden (“en milepæl i dansk tegneseriehistorie”).

FacebookTwitterShare

Tegneseriekvinder, del I

8. marts 2011

Glædelig kvindernes internationale kampdag, og så oven i købet dagens 100-års-jubilæum. I den anledning vil jeg gerne pege på nogle kvindelige tegneserieskabere. Mediet er stadig domineret af mænd (jeg har fx en mistanke om, at ingen danske forlag udgiver så mange kvinder som Aben maler, men fordelingen her er sølle 1:4, så det er ikke noget at råbe hurra for), men der er heldigvis adskillige spændende kvindelige serieskabere i øjeblikket – og flere end nogensinde – og det går den rigtige vej.
Her er en kort guide:

Rikke Bakman er typisk for de danske tegneseriekvinder, idet hun også har et ben i kunstlejren. Symptomatisk nok er hun uddannet på både det fynske kunstakademi og serieskolen i Malmö. Hun har lavet en 676′er og et par antologibidrag/selvudgivne ting, men hendes, sådan, rigtige debut var den på dette sted skamhypede (velfortjent, naturligvis) Glimt.

Vibe Bredahl lavede den allerførste 676′er: Der var engang, en perfekt kombination af form og indhold. Hendes lille perle af en evighedshistorie Mary’s Mind Travel er med i From Wonderland with Love, men kommer faktisk mest til sin ret i soloudgivelsen – klart en af mine yndlingstegneserier fra det sidste årti.

Ina Korneliussen har gået og lurepasset længe, men i efteråret debuterede hun endelig med en selvstændig udgivelse i 676′eren Fortællingen om dengang jeg fik en bamse. Temperamentet er et helt andet, men hendes stil gør lidt det samme som Marjane Satrapis: Vader direkte i hjertet hos læseren. En dag overrumpler hun os alle med Danmarkshistoriens største bestseller.

Julie Nord er endnu en af de kunstsnuder, vi grådigt kan skovle ind under tegneserie-betegnelsen. Hun står bag titelhistorien i From Wonderland with Love, en fascinerende næstenhistorie med kaniner og Alice i Eventyrland-referencer. Endnu en klar favorit, som jeg var stolt over at kunne inkludere i bogen.

Signe Parkins har lavet en de mest elskede og populære 676′ere: Bordskik. Hun har også lavet nogle selvudgivne zines (som bla. undersøger fænomenet Mænd), der ikke overraskende er superflotte og bundcharmerende.

Rikke Villadsen har sammen med Jens Blendstrup lavet Skægmanden fra Varde og den selvstændige efterfølger Skægmanden i Skærsilden, og de er et af de bedste forfatter/tegnerpar, jeg har set: Kongenial gakken. Og så barsler Rikke i øvrigt med noget, der ser eminent lovende ud.

Nikoline Werdelin, dronningen af dansk tegneserie, no introduction necessary. Hendes historie i From Wonderland with Love blev nomineret til en Eisner. Køb de to aaalt for billige Homo Metropolis-opsamlinger.

Aben maler har også udgivet af 676′ere af Gitte Skov og Ida Kvetny, men jeg ved ikke, om de nogensinde igen kan lokkes tilbage til tegneseriemediet. Nævnes skal også Maria Isenbecker, som skrev ‘The Visit’ (tegnet af Jan Solheim) i From Wonderland with Love.

Inden for den seneste håndfuld år er også kommet et kvalitetsmæssigt godt (men kvantitetsmæssigt kun hæderligt) udpluk af oversatte grafiske romaner begået af kvinder.
Marjane Satrapi kræver ikke megen præsentation. Persepolis er hittet, men Kylling i blommer og Broderier er begge gode bøger. Israelske Rutu Modan har med Åbne sår skrevet og tegnet en engagerende quest-historie placeret i sit hjemland, og Alison Bechdels Bedemandens datter er en morsom og intelligent erindringsroman med fuld skrue på de litterære allusioner.* Og til slut to briter: Posy Simmonds er Englands svar på Nikoline Werdelin, idet hun spidder middelklassen og er eminent til at opfange tidens sprogbrug. På dansk har vi fået den morsomme og udleverende Gemma Bovery. Endelig har vi pragtfulde Simone Lia, som stod for halvdelen af den skævt humoristiske Begge to.

Nå, jeg ville have omtalt en flok uoversatte kvinder, men indlægget her er allerede rigeligt langt, så kom tilbage i morgen.

* Cobolt har desværre solgt hele restoplagene af Åbne sår og Bedemandens datter til Faraos Cigarer, så nu figurerer de som udsolgte, medmindre man altså besøger Faraos Cigarer. Jeg siger desværre, fordi det gør bøgerne mindre synlige, at de kun fås ét sted, og det er en sørgelig tendens, man ser i hele bogbranchen, at man skiller sig af med bøgerne, så snart de er halvandet år gamle. Et andet eksempel er Thomas Thorhauges fremragende Kom hjem, som nu fås til 39 kr i Samlerens bogklub.

FacebookTwitterShare

Peter, Ina, Henrik, Jens & Rikke leverer varen

10. november 2010
FacebookTwitterShare

Ses vi torsdag, fredag, lørdag, søndag?

7. november 2010

Aben maler har en del aktiviteter i denne uge.

Torsdag udkommer 676-kollektionen med hæfter af Peter Kielland, Ina Korneliussen, Henrik Drescher og Jens Blendstrup & Rikke Villadsen. Det er hæfte nr. 25-28, de sidste, der kommer, og en fremragende og vanligt varieret kvartet at slutte med.
Kom endelig til receptionen, som foregår på Underwood Ink., Ryesgade 30a, 2200 Kbh N, kl 17-19 (eller hvor længe vi nu bliver ved).

Fredag udkommer så sjette og sidste (alle disse afslutninger!) bind i serien om Canadas fremmeste slacker: Scott Pilgrims stjernestund.
Alle Aben malers 49 (!) udgivelser kan fås på Bogforum, fredag 12. – søndag 14. november, 10-19, 10-18, 10-18. Aben maler er i år flyttet tilbage til forreste parket (hvor vi var i 2005) på stand 6, to pladser fra Faraos Cigarer.
Lad ikke Bogforum blive løbet over ende af midaldrende kvinder ved navn Kirsten – kom og råb på tegneserier!

Kom måske særligt lørdag fra kl 13, hvor Christoffer Zieler sidder klar, spændstig & charmerende, til at signere eksemplarer af Stejl fart.

FacebookTwitterShare

Nye – og sidste – 676ere

2. november 2010

Der er gode nyheder, og dårlige.

Den gode er, at efterårets kollektion af 676ere er på trapperne, og det er et stærkt hold: tegnernes tegner Peter Kielland, Ina Korneliussen som har ventet aaalt for længe på at udgive sin første selvstændige tegneserie, kunstbogkongen Henrik Drescher og endelig et gensyn med Jens Blendstrup & Rikke Villadsens antihelt Skægmanden.
Hele herligheden kan beskues fra 11. november – og kom endelig til receptionen på Underwood Ink samme dag, kl. 17-19.

Den ærgerlige nyhed er (og den opmærksomme læser, som allerede har læst postens overskrift, har nok en anelse), at denne syvende kollektion bliver den sidste. Der er kommet nogle forrygende resultater ud af det, og formatet har vist sit værd, men nu er det på tide at ryste hjernen og finde på noget nyt.
Nogen ideer?

En stor tak til forfatterne/tegnerne, som havde lyst til at lege med: Peter Adolphsen, Rikke Bakman, Zven Balslev, Jens Blendstrup, Vibe Bredahl, Simon Bukhave, Cav Bøgelund, Mikkel Damsbo, Henrik Drescher, Allan Haverholm, Peter Kielland, Ina Korneliussen, Johan F. Krarup, Ida Kvetny, G.R. Mantard, Anders Jørgen Mogensen, Ejler Nyhavn, Signe Parkins, Michael Rytz, Gitte Skov, Christian Skovgaard, Mårdøn Smet, Mikkel Sommer, Thomas Thorhauge, Rikke Villadsen, Philip Ytournel og Christoffer Zieler.

FacebookTwitterShare