Anmeldelsesopsamling

17. december 2010

Himlen er blå, jorden er hvid, kaffen er sort, og klokken er kvart over høje tid for en opsamling af efterårets anmeldelser.
Politiken har en flok anbefalinger til boggaver, og en af dem er Chris Wares Jimmy Corrigan, som avisen i sin tid gav 6 hjerter. (Og du godeste, G.dk har den på tilbud til kr 280!)

Og nu vi er ude i årets bøger, så kårer Time Magazine ti bedste af slagsen og placerer Daniel Clowes’ Wilson som en af dem.

Så tilbage til andedammen. Christoffer Zielers Stejl fart har fået ros hele raden rundt.
Litteraturnu.dk siger: “Det er svært ikke at mene, at tegner og forfatter Christoffer Zieler ikke er bare en lille smule genial. Han kan få sagt det, der er så svært at sige, med banale og umiddelbare situationer, og dengang hans STEJL FART var en del af Weekendavisens 1. sektion, var det første side, jeg gik til, når avisen kom hver fredag. Da hans tegninger forsvandt fra avisen for noget tid siden, var jeg ikke sen til at overveje: Hmmm miltbrand eller brandbombe til Weekend- avisen—-?” (Aben maler opfordrer ikke til hverken det ene eller andet brandangreb, men en læserstorm, der krævede Stejl fart tilbage ville da ikke være af vejen. Selv om det er lidt sent nu.)
Information: “Christoffer Zieler er sjov, rigtig sjov. Ikke sådan falden på halen og småplat, som vi er vant til det fra så megen dansk humor, der gerne går den hurtigste vej til et grin, der er glemt sekundet efter. Han er snarere en ætsende sort deadpan-komiker med absurde tilbøjeligheder, der samtidig kan tegne så sprudlende veloplagt, at kærligheden til stregen lyser ud af hver eneste tegning. Og så har han en formidabel evne til at aflytte sprog.”
Nummer 9 giver bogen ★ ★ ★ ★ ★ (ud af 5 mulige) med ordene “Stejl Fart stjæler rampelyset på den danske stribescene, det er sort satire fra struben på en skamløs, charmerende talekunstner.”
Nordjyske kvitterer med ★ ★ ★ ★ ★ (ud af 6 mulige) og siger: “helt originale, meget præcise og smukke cartoons.”

Hov, læs i øvrigt også Christoffer Zielers “folkegave”: En illustreret version af ‘Nu tør jeg ikke blive syg’-artiklen fra Dansk Folkepartis blad Dansk Folkeblad.

Scott Pilgrim tager sig sammen får dette skudsmål fra Nummer 9: “Serien er uovertruffen morsom på en metaagtig, ironisk men også kærlig måde.… At kalde fortællingen dynamisk er nærmest en underdrivelse, der spurtes med en unik kombination af manga- og elektronisk spilæstetik tilsat slag og spark, kvik dialog, superheltekræfter og momentvise hop ind i surreelle verdener. Det er overraskende, hvor godt disse meget umage elementer fungerer sammen, og hvor nem serien er at læse.” ★ ★ ★ ★ (ud af 5)

Orker vi mere? Jo, lige to til: Under overskriften ‘En lykkelig slutning’ skriver Information om den sidste kollektion af 676ere og siger blandt andet: “i de tre år serien har eksisteret, er den med sine 28 hæfter nået imponerende vidt omkring, fra det avantgardistiske og genreoverskridende til det mere klassisk narrative format. Iblandt ubetydelige småtterier, iblandt fuldgyldige værker i pixibogsformat.” Meget mere i linket.
Nummer 9 har også læst de fire hæfter og siger: “De små kvadratiske hæfter har over de sidste tre år givet den danske tegneseriescene et hårdt tiltrængt vitamintilskud, og uden dem vil der i fremtiden mangle et forum for det skæve, eksperimenterende og uformelle. I 676’erne har garvede veteraner holdt humørfyldt frikvarter, unge himmelstormere har prøvet talentet af, og nysgerrige billedkunstnere og forfattere har snuset til tegneserie-mediet. Spændvidden understreges af denne sidste fine samling, der kommer godt rundt i tegneseriemediets muligheder.” Også mere her.

FacebookTwitterShare

Og så har Scott Pilgrim mod verden endelig fået dansk premiere

14. oktober 2010

Anmelderne er overvejende glade for den. I Politiken giver Kim Skotte 4 hjerter under overskriften “Ny Cera-komedie bygger bro mellem Kick Ass og Superbad“. Samme karakter får filmen i Cinemazone/MetroXpress/24 timer med følgende konklusion: “Det er fascinerende, godt lavet og svært underholdende, men det er også rendyrket overflade.” Jakob Levinsen i Jyllands-Posten giver sjovt nok også 4 og siger: “Det er både hittepåsomt og gennemarbejdet, og man har indimellem aldrig set noget lignende. Og når det virker så charmerende, som det gør, er det, fordi filmen på én gang er så ironisk og samtidig tager sine fantastiske elementer seriøst med lige så mange kærtegn som anførselstegn.” Ekstrabladets Henrik Queitsch er næsten helt op at ringe: “En ret imponerende, nærmest små-genial præstation” – og 5 stjerner. Vi slutter af med Information, som ikke uddeler karakterer, men Christian Monggaard er lige så begejstret: “Det er ved at være et stykke tid siden, at jeg sidst har set en film, der har lige så morsom og innovativ en billedside som Edgar Wrights Scott Pilgrim mod verden. … Jeg kan ikke andet end opfordre til, at man først læser tegneserien og siden tager sine teenagebørn under armen og går ind for at se Scott Pilgrim mod verden og mindes dengang, alt handlede om at komme til det næste level – hvad enten det så var med det modsatte køn eller i Super Mario Bros.”

I alt dette skal man naturligvis særligt fæste sig ved Monggaards “at man først læser tegneserien”. Så det kan jeg også kun opfordre til.

FacebookTwitterShare

Originaler

8. juni 2010

Det er noget underligt noget at være på tegneserieudstillinger. Er det trykte kopier af en tegneseries sider, der hænger på væggen, er det skuffende for publikum, for så får man ikke noget, man ikke kan få i bedre form – nemlig i bogform. Er det derimod tegnernes originalsider på væggen, er det jo til gengæld ikke det færdige produkt – den trykte tegneserie – publikum kigger på. Nogle gange mangler teksten eller farverne, og hvis ikke samtlige sider fra en tegneserie hænger der i sekvens, er det kun et brudstykke. Og selv hvis originalerne ser ud som den færdige bog, og alle siderne er der, er det stadig ikke en optimal oplevelse at læse en tegneserie, som hænger på en væg; tegneserier læser man siddende og som regel alene.

Ikke desto mindre kan det være en stor oplevelse at stå at kigge på en tegneserieoriginal. Noget af fascinationen ligger i at få lov at se hvor stort den er tegnet i forhold til den trykte tegneserie, hvilken type papir det er, hvor mange rettelser man kan få øje på, og den slags teknikaliteter. Men først og fremmest er der bare nogle originaler, som stråler på en særlig måde. Jeg kan ikke forklare det som andet end magi, men nogle sider rummer en særlig kraft, man må overgive sig til.
Jeg oplevede det på Cent pour cent-udstillingen på La Cité internationale de la bande dessinée et de l’image i Angoulême i januar, hvor nogle af originalsiderne var præcis så flotte som i de trykte tegneserier, mens andre gav mig en boblende lykkefølelse – særligt et par sider af Franquin, og en af Chris Wares originaler til Jimmy Corrigan.

Derfor er det lidt bittersødt at erfare, at jeg ikke får set en Chris Ware-udstilling så relativt tæt på som Sverige: Gävle Konstcentrum (170 km nord for Stockholm) 12. juni–15. august. Jeg ved ikke, hvilke og hvor mange sider, der udstilles, men jeg tøver alligevel ikke med at anbefale udstillingen. En Ware-original er strålende kunst.

Og endnu et par medier har siden sidst nået at kaste dom over Jimmy Corrigan:
★ ★ ★ ★ ★ ★ “Sandsynligvis den mest vellykkede graphic novel, vi hidtil har set” (Jyllands-Posten), “Umulig at komme udenom som fornyer og forbillede. Har man ikke læst den, aner man ikke, hvad en moderne grafisk roman er” (Information), “Et moderne mesterværk” (Skønlitteratur P1).

Et billede fra Wares Building Stories

FacebookTwitterShare