Peter, Ina, Henrik, Jens & Rikke leverer varen

10. november 2010
FacebookTwitterShare

Ses vi torsdag, fredag, lørdag, søndag?

7. november 2010

Aben maler har en del aktiviteter i denne uge.

Torsdag udkommer 676-kollektionen med hæfter af Peter Kielland, Ina Korneliussen, Henrik Drescher og Jens Blendstrup & Rikke Villadsen. Det er hæfte nr. 25-28, de sidste, der kommer, og en fremragende og vanligt varieret kvartet at slutte med.
Kom endelig til receptionen, som foregår på Underwood Ink., Ryesgade 30a, 2200 Kbh N, kl 17-19 (eller hvor længe vi nu bliver ved).

Fredag udkommer så sjette og sidste (alle disse afslutninger!) bind i serien om Canadas fremmeste slacker: Scott Pilgrims stjernestund.
Alle Aben malers 49 (!) udgivelser kan fås på Bogforum, fredag 12. – søndag 14. november, 10-19, 10-18, 10-18. Aben maler er i år flyttet tilbage til forreste parket (hvor vi var i 2005) på stand 6, to pladser fra Faraos Cigarer.
Lad ikke Bogforum blive løbet over ende af midaldrende kvinder ved navn Kirsten – kom og råb på tegneserier!

Kom måske særligt lørdag fra kl 13, hvor Christoffer Zieler sidder klar, spændstig & charmerende, til at signere eksemplarer af Stejl fart.

FacebookTwitterShare

Nye – og sidste – 676ere

2. november 2010

Der er gode nyheder, og dårlige.

Den gode er, at efterårets kollektion af 676ere er på trapperne, og det er et stærkt hold: tegnernes tegner Peter Kielland, Ina Korneliussen som har ventet aaalt for længe på at udgive sin første selvstændige tegneserie, kunstbogkongen Henrik Drescher og endelig et gensyn med Jens Blendstrup & Rikke Villadsens antihelt Skægmanden.
Hele herligheden kan beskues fra 11. november – og kom endelig til receptionen på Underwood Ink samme dag, kl. 17-19.

Den ærgerlige nyhed er (og den opmærksomme læser, som allerede har læst postens overskrift, har nok en anelse), at denne syvende kollektion bliver den sidste. Der er kommet nogle forrygende resultater ud af det, og formatet har vist sit værd, men nu er det på tide at ryste hjernen og finde på noget nyt.
Nogen ideer?

En stor tak til forfatterne/tegnerne, som havde lyst til at lege med: Peter Adolphsen, Rikke Bakman, Zven Balslev, Jens Blendstrup, Vibe Bredahl, Simon Bukhave, Cav Bøgelund, Mikkel Damsbo, Henrik Drescher, Allan Haverholm, Peter Kielland, Ina Korneliussen, Johan F. Krarup, Ida Kvetny, G.R. Mantard, Anders Jørgen Mogensen, Ejler Nyhavn, Signe Parkins, Michael Rytz, Gitte Skov, Christian Skovgaard, Mårdøn Smet, Mikkel Sommer, Thomas Thorhauge, Rikke Villadsen, Philip Ytournel og Christoffer Zieler.

FacebookTwitterShare

Komiks.dk-priser

9. maj 2010

I forbindelse med Komiks.dk er der vanen tro en prisuddeling, hvor tegneserier i forskellige kategorier kæmper om hæder og ære. Det er med slet skjult stolthed, vi konstaterer, at Aben maler har snuppet hele syv nomineringer. De er:

• Mikkel Damsbo: Forlystelseshuset (bedste danske debutant)

• Rikke Villadsen (& Jens Blendstrup): Skægmanden fra Varde (bedste danske debutant)

• Philip Ytournel: Date (bedste danske debutant)

• Bryan Lee O’Malley: Scott Pilgrim #2: Scott Pilgrim mod verden (bedste børnetegneserie)*

• Daniel Clowes: Wilson (bedste internationale tegneserie på dansk)

• Anders Nilsen: Sisyfos (bedste internationale tegneserie på dansk)

• Chris Ware: Jimmy Corrigan, den klogeste dreng i verden (bedste internationale tegneserie på dansk)

Endvidere finder man i kategorien Bedste danske tegneserieskaber tre hoveder, der er udkommet på Aben maler: Johan F. Krarup (Pibemanden, Pelle og så er han med i både From Wonderland with Love og Tegn eller dø), Thomas Thorhauge (Jørgen Leth, Clint Eastwood, From Wonderland with Love og Tegn eller dø) og Nikoline Werdelin, som nys er blevet nomineret til en Eisner for sin historie i From Wonderland with Love.

De fleste kategorier har fem nominerede, men der er hele ti i Bedste internationale tegneserie på dansk, og det siger noget om kvaliteten af de tegneserier, vi lige nu får på dansk, at de alle sammen mere eller mindre er på mesterværkniveau: Gemma Bovery (Posy Simmonds), Livet er godt, hvis man kan holde det ud (Seth), Palomars blod (Gilbert Hernandez), Min fjerne barndomsby (Jiro Taniguchi), Mu (Hugo Pratt), Sort hul (Charles Burns), Verdens skabelse (Robert Crumb). Dét bliver en hård kamp.

* Scott Pilgrim er naturligvis ikke nogen børnetegneserie, for Aben maler udgiver kun tegneserier for voksne. Eller det vil sige: I USA kategoriseres de som 13 år og opefter, men har reelt et stampublikum i tyverne. Det korte af det lange: En 13-årig vil få lige så meget ud af den som en 30-årig – men måske nogle andre ting.

FacebookTwitterShare