Mere presse

11. januar 2011

Rikke Bakmans Glimt fortsætter sin sejrsgang. Kulturjournalisterne vil som regel gerne anmelde de nye tegneserier, men de onde, onde redaktionschefer vil ikke have for mange tegneserie- anmeldelser (“vi havde jo en i sidste uge!”), for så er der ikke plads til omtale af Johannes Møllehaves nye samtalebog. Så hvis en tegneserie når at blive taget under behandling i tre aviser, skal man glæde sig. Og hvis det sker bare i samme kvartal som udgivelsesdatoen, går bølgerne virkelig højt.
Men Rikkes bog har i den grad formået at bryde igennem. Bare fire dage efter udgivelsesdagen har der være (flotte!) anmeldelser/omtaler/interviews i Berlingske, Nordjyske, Ekstrabladet, Jyllands-Posten, Politiken, Elle, Nummer 9, P1s Skønlitteratur – og noget siger mig, at vi ikke er færdige endnu.

Både Ekstrabladet og Jyllands-Posten gav bogen ★ ★ ★ ★ ★, og Jyllands-Postens anmelder Katrine Sommer Boysen formår dygtigt at forklare, hvordan Glimt er god. Den frække forlægger bringer anmeldelsen in extenso:

En fremragende tegnet roman rammer rent i en stram barndomsfortælling.
To pageklippede unger i 1980′er-joggingdragter, tennissokker og træsko pryder det uprangende smudsomslag på kunstneren Rikke Bakmans vellykkede (selvbio)grafiske roman ”Glimt”.
Billedet er fotografisk, men mimer med motivets nærfortidige genkendelighedsfaktor den ordfattige, men ikke desto mindre indholdsrige romans fine streg, der klart formidler det barndommens land, som Bakman må formodes at dele med en hel generation af jævnaldrende.
”Glimt” tager os tilbage til én dag ved Vesterhavet i midt-1980′erne, hvor den seksårige Rikke holder sommerferie med sin familie komplet med far, mor og en bedrevidende storesøster. Her sker der alt muligt og nærmest ingenting, for sådan er dagene jo flest.
Perspektivet er entydigt barnets, og Bakman fanger fornemt, hvordan man som barn registrerer og fortolker omverdenen med alderens skyklapper.

Datidens tangent
I Rikkes verden kryber myrer ind i den bare tissekone, hvilket reddes med et par badebukser. Man får slik som bestikkelse for ikke at sige til mor, at man kom til at åbne bildøren i fuld fart rundt i svinget, og der bliver skældt ud, når det gør ondt i fødderne, og man ikke havde taget sko på trods utallige påmindelser. Voksne ligner dyr, og verden fra bagsædet er både tryg og faretruende.
Bakmans tegninger, komprimerede sprog, der perfekt rammer datidens tangent, og de små hændelsesforløb, der i al deres tilsyneladende ligegyldighed klinger så dybt, at man ikke kan undgå at blive berørt.
At Bakman også har en kærkommen evne til at huske, hvordan det var dengang, gør kun det hele bedre. Her er ingen økologisk fanatisme, ingen mælkeallergi eller sukkerforskrækkelse. Ungerne får sodavand og skub-op-is, som var det tørrede abrikoser, og farmand kører rask væk af sted i benzinslugeren med smøg i kæften og øller på passagersædet.

En delikat sag
Den grafiske roman har som genre ofte været kendetegnet ved en slagfærdig visuel side med provokerende under- og overtoner. Bakman navigerer kløgtigt uden om alt, der måtte bare lugte af sensationalisme og sentimentalitet.
Den fine, underspillede streg, der næsten ligner barnetegninger, og det stille, men stormfulde hverdagslige drama, signalerer overskud hos en kunstner og forfatter, der i den grad er på hjemmebane i det tegnet-fortalte univers.
Bogen er desuden så delikat en lille sag, at den utvivlsomt vil blive læst og beskuet igen og igen og formentlig rumme endnu flere store og små oplevelser ved gensyn og genlæsning.

FacebookTwitterShare

Og så har Scott Pilgrim mod verden endelig fået dansk premiere

14. oktober 2010

Anmelderne er overvejende glade for den. I Politiken giver Kim Skotte 4 hjerter under overskriften “Ny Cera-komedie bygger bro mellem Kick Ass og Superbad“. Samme karakter får filmen i Cinemazone/MetroXpress/24 timer med følgende konklusion: “Det er fascinerende, godt lavet og svært underholdende, men det er også rendyrket overflade.” Jakob Levinsen i Jyllands-Posten giver sjovt nok også 4 og siger: “Det er både hittepåsomt og gennemarbejdet, og man har indimellem aldrig set noget lignende. Og når det virker så charmerende, som det gør, er det, fordi filmen på én gang er så ironisk og samtidig tager sine fantastiske elementer seriøst med lige så mange kærtegn som anførselstegn.” Ekstrabladets Henrik Queitsch er næsten helt op at ringe: “En ret imponerende, nærmest små-genial præstation” – og 5 stjerner. Vi slutter af med Information, som ikke uddeler karakterer, men Christian Monggaard er lige så begejstret: “Det er ved at være et stykke tid siden, at jeg sidst har set en film, der har lige så morsom og innovativ en billedside som Edgar Wrights Scott Pilgrim mod verden. … Jeg kan ikke andet end opfordre til, at man først læser tegneserien og siden tager sine teenagebørn under armen og går ind for at se Scott Pilgrim mod verden og mindes dengang, alt handlede om at komme til det næste level – hvad enten det så var med det modsatte køn eller i Super Mario Bros.”

I alt dette skal man naturligvis særligt fæste sig ved Monggaards “at man først læser tegneserien”. Så det kan jeg også kun opfordre til.

FacebookTwitterShare

Originaler

8. juni 2010

Det er noget underligt noget at være på tegneserieudstillinger. Er det trykte kopier af en tegneseries sider, der hænger på væggen, er det skuffende for publikum, for så får man ikke noget, man ikke kan få i bedre form – nemlig i bogform. Er det derimod tegnernes originalsider på væggen, er det jo til gengæld ikke det færdige produkt – den trykte tegneserie – publikum kigger på. Nogle gange mangler teksten eller farverne, og hvis ikke samtlige sider fra en tegneserie hænger der i sekvens, er det kun et brudstykke. Og selv hvis originalerne ser ud som den færdige bog, og alle siderne er der, er det stadig ikke en optimal oplevelse at læse en tegneserie, som hænger på en væg; tegneserier læser man siddende og som regel alene.

Ikke desto mindre kan det være en stor oplevelse at stå at kigge på en tegneserieoriginal. Noget af fascinationen ligger i at få lov at se hvor stort den er tegnet i forhold til den trykte tegneserie, hvilken type papir det er, hvor mange rettelser man kan få øje på, og den slags teknikaliteter. Men først og fremmest er der bare nogle originaler, som stråler på en særlig måde. Jeg kan ikke forklare det som andet end magi, men nogle sider rummer en særlig kraft, man må overgive sig til.
Jeg oplevede det på Cent pour cent-udstillingen på La Cité internationale de la bande dessinée et de l’image i Angoulême i januar, hvor nogle af originalsiderne var præcis så flotte som i de trykte tegneserier, mens andre gav mig en boblende lykkefølelse – særligt et par sider af Franquin, og en af Chris Wares originaler til Jimmy Corrigan.

Derfor er det lidt bittersødt at erfare, at jeg ikke får set en Chris Ware-udstilling så relativt tæt på som Sverige: Gävle Konstcentrum (170 km nord for Stockholm) 12. juni–15. august. Jeg ved ikke, hvilke og hvor mange sider, der udstilles, men jeg tøver alligevel ikke med at anbefale udstillingen. En Ware-original er strålende kunst.

Og endnu et par medier har siden sidst nået at kaste dom over Jimmy Corrigan:
★ ★ ★ ★ ★ ★ “Sandsynligvis den mest vellykkede graphic novel, vi hidtil har set” (Jyllands-Posten), “Umulig at komme udenom som fornyer og forbillede. Har man ikke læst den, aner man ikke, hvad en moderne grafisk roman er” (Information), “Et moderne mesterværk” (Skønlitteratur P1).

Et billede fra Wares Building Stories

FacebookTwitterShare