American Elf stopper!

11. december 2012

Han har før truet med det, men nu lader han til at gøre alvor af det: James Kochalka standser American Elf, den dagbogsstribe han har tegnet (næsten) dagligt i over fjorten år! Det var ikke Kochalka, der opfandt selvbiografiske tegneserier, men han kan vist godt tage æren for at være den første, der lavede en decideret tegneseriedagbog, en form der siden har fået et utal af udøvere, herhjemme fx den fremragende Signe Parkins (der ligesom Kochalka ikke viger tilbage for at vise, når tilværelsen bliver svær at klare).
I løbet af det halvandet årti har James opsagt sit job som tjener for at blive fuldtidstegner, søsat et væld af projekter og fået to børn. Og vi har kunnet følge med i det hele på American Elf. Striberne har sjældent en morsom pointe, men taget sammen udgør de et rørende, inspirerende og afslørende portræt af en kreativ sjæl. Jeg kan kun anbefale, at man hen over en uges tid pløjer hele arkivet igennem. Når først man bliver bidt, kan man slet ikke give slip.

For at fejre Kochalkas imponerende indsats sættes hans Kærester ned til halv pris resten af december: Fra 180 til 90 kr.

FacebookTwitterShare

Man frygter, at han rent faktisk mente det bogstaveligt

11. maj 2010

Aben maler var heldig/dygtig/snedig med sine første udgivelser: Det lykkedes at overtale både Tom Gauld, Simone Lia, Ron Regé Jr. og James Kochalka til at håndtekste de danske udgaver af deres tegneserier (og de syntes alle sammen bagefter, at det var godt nok kedeligt, og det tog godt nok længere tid, end de forventede!).
Så da rettighederne til Jimmy Corrigan kom i hus, fik Chris Ware også spørgsmålet om han, på trods af at det jo var en fælt lang bog, skulle have lyst til sådan en omgang håndtekstning på et sprog, han ikke forstår?

“I simply don’t have the time to reletter something like this. I’d actually rather blow my brains out, as the effect would be the same and much quicker.”

FacebookTwitterShare