Storm P. får en forside

2. december 2014

Det er sjovt og svært at lave forsider til antologier/opsamlinger, for det gælder om at finde et motiv, der fanger øjet og samtidig repræsenterer hele bogens indhold, som i sagens natur kan være meget forskelligartet. Og så skal billedet også være i det rette format. Men til Den store Storm P.-bog fandt jeg relativt tidligt en god tegning (fra Album, 1944):

Det sendte jeg til Kim Thompson på Fantagraphics, som godt kunne lide det og fik en idé til at arbejde videre med det:

Til slut kom Harvey Macaulay/Imperiet indover og førte forsiden til dørs med lidt farvelade og partiellakering. Klart en af de mest nemme og smertefrie forsider, jeg har været med til at lave:

Den store Storm P.-bog

FacebookTwitterShare

Hvorfor Storm P. nu udkommer på amerikansk

3. november 2014

Den store Storm P.-bog6. november udkommer Den store Storm P.-bog, en stor sofabordsbog med en samling af nogle af Robert Storm Petersens bedste og sjoveste tegninger og tegneserier. Bogen udgives i fællesskab af Aben maler og Alvilda, og næste år kommer en amerikansk udgave på Fantagraphics. Og hvorfor så det?

I maj 2010 blev der afholdt Komiks.dk (som nu hedder Copenhagen Comics), og en af gæsterne var Chris Ware, hvis Jimmy Corrigan Aben maler netop havde udgivet. Før Ware rejste igen, forærede jeg ham en bog med Storm P.-helsider. Han kendte ham ikke i forvejen, men lod til at eksplodere en smule af begejstring, da han så tegningerne. Wares kærlighed til tegneserier fra begyndelsen af forrige århundrede er velkendt, og han blev straks betaget af Storm P.

I efteråret samme år mailede jeg med Kim Thompson fra Fantagraphics (som jeg året før havde udgivet From Wonderland with Love sammen med). Jeg foreslog ham at udgive noget Philip Ytournel, og han svarede ”It’s funny stuff, but –” og skrev så en liste med otte tegnere, han brændte efter at udgive, men endnu ikke havde nået. ”So any time I consider a new cartoonist, I have to consider, do I want to publish his (or her) work more than I want to publish the next one on my list? And the answer is usually no.” En af tegnerne på hans liste var Storm P.

Så jeg tænkte: Fantagraphics vil gerne, og Chris Ware er fan. Sådan en bog kan blive virkelighed. Statens Kunstråd var heldigvis enige i, at projektet var værd at støtte, og så gik vi i gang med en bog, der skulle udkomme i USA og Danmark.

Det vil sige, det gjorde vi knap nok. Jeg fik børn og travlt med rugbrødsarbejde, og så sidste år døde Kim Thompson efter kort tids sygdom. Hans indsats for at præsentere et amerikansk publikum for europæiske serieskabere var enorm, og han oversatte selv fra adskillige sprog, så han efterlod sig et markant hul.

Men Fantagraphics ville stadig gerne udgive. I mellemtiden havde forlaget Alvilda indgået en aftale med Storm P.-museet, som har et enormt arkiv med titusindvis (!) af Storm P.-originaler, om at udgive en række bøger. Vi blev enige om ikke at udgive konkurrerende bøger, men i stedet at samarbejde om en.

Og nu er den her. Matthias Wivel har skrevet et godt forord, og jeg har plukket over 350 af Storm P.s værker, venligt stillet til rådighed af Storm P.-museet, som også har bistået med ekspertise. Jeg håber, at en ny generation af læsere vil få øjnene op for, hvor forrygende en humorist og tegneserietegner Storm P. var. Og at amerikanerne gør det samme næste år.

Bogen er naturligvis med på Aben malers stand på Bogforum.

FacebookTwitterShare

Kim Thompson 1956–2013

20. juni 2013

I går blev verden et fattigere sted. Kim Thompson, som sammen med Gary Groth etablerede USA’s bedste tegneserieforlag Fantagraphics og udgav verdens førende tegneseriemagasin The Comics Journal, er død af lungekræft. Da den amerikanske tegneseriescene i sluthalvfjerdserne stort set kun bestod af superheltehæfter, insisterede de på, at mediet kunne andet og mere. Og det demonstrerede de til fulde i de følgende årtier, med udgivelser af blandt (mange!) andre Robert Crumb, Daniel Clowes, Chris Ware, Jim Woodring, Peter Bagge og brødrene Hernandez.

Uden Fantagraphics havde vi måske aldrig fået den efterfølgende bølge af interessante, alternative tegneserieforlag, både i Amerika og resten af verden. Der er Aben maler-bøger af Jaime Hernandez, Anders Nilsen, Daniel Clowes, Chris Ware og Jim Woodring, som alle først blev udgivet af Fantagraphics.

Særligt må From Wonderland with Loveamerikanerne takke Kim Thompson for at have oversat så mange europæiske tegneserier til engelsk. Han oversatte fra dansk (han var halvt dansk og født her), svensk, norsk, hollandsk, fransk, tysk, italiensk og spansk. Hans død gør det med ét slag sværere for europæiske tegneserier at finde udgivelse i USA.

Jeg nåede desværre ikke selv at møde ham, men vi udvekslede mange mails, blandt andet om From Wonderland with Love, en antologi med danske tegneserier, som Aben maler udgav i samarbejde med Fantagraphics. Det var en fornøjelse at arbejde sammen med ham, og jeg er taknemmelig for hans velvilje over for projektet.

FacebookTwitterShare