Glædelig kampdag!

8. marts 2012

Tillad mig at gøre opmærksom på, at der blandt de danske nominerede til den nys uddelte Pingpris var seks kvinder og seks mænd. Det ligner jo ligestilling!

(Henholdsvis Rikke Bakman, Rikke Villadsen, Nikoline Werdelin, Maia Fjordmand + Gitte Tang Jensen, Signe Parkins, Stine Spedtsberg og Peter Snejbjerg, Johan F. Krarup, Jakob Martin Strid, Adam O., John Kenn Mortensen, Søren W. Nørbæk.)

(Se i øvrigt også mine poster fra kampdagen sidste år, hvor jeg skrev om nogle af de spændende tegneseriekvinder.)

FacebookTwitterShare

Tegneseriekvinder, del III

10. marts 2011

I anledning af kvindernes internationale kampdag påpeger jeg talentfulde kvindelige serieskabere. I forgårs nogle, der er udkommet på dansk, og i går nogle yngre uoversatte. I dag afslutter vi med en håndfuld forfatter/tegnere, der har været med i nogle år – og alligevel ikke er udkommet på dansk, selv om det er uretfærdigt.

Canadiske Julie Doucet har lavet nogle af de bedste selvbiografiske serier, der findes. Hudløst ærlige, meget morsomme og med en horror vacui-stil, der passer perfekt til hendes småpsykotiske fortællinger. Start med My New York Diary, som for nylig blev genudgivet.
Det er længe siden, vi har hørt fra Phoebe Gloeckner, men hun har lavet nogle uforglemmelige, delvist selvbiografiske (der var den igen – hvad er det med kvinder og selvbiografi?) historier om sin barn- og ungdom. Læs A Child’s Life og Diary of a Teenage Girl, men vær forberedt på stærke scener.
Debbie Drechsler har også dyrket ungdommen – og igen er det evigheder siden, jeg har set nyt fra hendes hånd. Nå ja, og så deler hun også et pædofilitema med Gloeckner. Summer of Love og Daddy’s Girl er gode bøger.
Renée French har jeg ikke helt overgivet mig til. Hendes historier formår ikke helt at fange mig, men der er noget hyggeligt-uhyggeligt fascinerende ved hendes sarte blyantstegninger. Hendes nyeste bog hedder H Day, og den skal jeg have læst. Tjek også den flittigt opdaterede blog.
Ingen giver bedre interviews end Marjane Satrapi, men den næstbedste er Lynda Barry, hvis personlighed fuldstændig overrumpler samtalen. (Senest her, men der findes adskillige.) Og så laver hun gode tegneserier, som samtidig har den opbyggelige kvalitet, at de ligner noget, vi alle kunne lave, hvis bare vi turde. Men det kunne vi ikke, lyseslukker jeg; Barry har et særligt talent for at huske og formidle. Hendes tegninger dufter. Læs One! Hundred! Demons! og What It Is.

Sprogundervisningen i det danske skolesystem er til at græde over, så ingen af os kan jo andet end dygtigt udtalt amerikansk, men jeg kan ikke lade være med at nævne en enkelt belgier, fordi hun laver så eminent gode tegneserier: Dominique Goblet. Jeg håber at kunne finde støttepenge til at udgive hendes mesterlige Faire semblant c’est mentir, som er så smuk, så smuk. Sidste år udgav hun Chronographie: en lang række portrætter, som henholdsvis hun tegnede af sin datter, og datteren af hende, over en tiårig periode. Tegneserie? Ja, selvfølgelig. Det er fascinerende (og ordløs) læsning.
Og så som afslutning et billede fra en af hendes skitsebøger.

– Næ hov, først skal vi da lige have klemt Anke Feuchtenberger ind. Tænk, at jeg kunne glemme en af de allermest spændende europæiske tegneserieskabere! Hun fås på både tysk, fransk og engelsk, så der er ingen undskyldning. Hun har direkte eller indirekte påvirket en hel generation af designskolestuderende og illustratorer, og det er helt velfortjent.

Og det var så det. God læsning.

FacebookTwitterShare

Tegneseriekvinder, del II

9. marts 2011

I går skrev jeg en (ufuldstændig!) liste over tegneserier af kvinder, der er kommet på dansk. I dag vender vi snuden udenlands (i håb om at læseren ikke skræmmes bort af engelsk eller svensk).

I Sverige er 99 ud af 100 tegneserieskabere kvinder. Det er lidt en tilsnigelse, men faktum er, at der er mange af dem, og de sælger masser af tegneserier. Jeg ved ikke, hvad det er, de gør rigtigt derovre. Og så er de ofte fuldstændigt ublu mandehadende feministiske på den sjove måde (jo jo, det er en anbefaling!) – læs især Nina Hemmingsson (fx Jag är din flickvän nu) og Sara Granér (fx Det är bara lite aids). For små litterære noveller, der fortæller dig, fuldstændig hvordan din ungdom var: Anneli Furmark (fx Jamen förlåt då).
Og nu vi er i gang med de svensktalende: I går glemte jeg at nævne Tove Jansson, hvis mesterlige Mumitrolden-striber for tiden udkommer med et bind om året. Næste bind kommer til august.

I Nordamerika er der en håndfuld vældig dygtige, unge kvinder, som ikke har udgivet så frygtelig meget endnu (eller i et par tilfælde, endnu intet), men de er alle gode til at få lagt ting på nettet. Emily Carroll dukkede op ud af det blå i efteråret, da hendes perfekte lille horrorfortælling His Face All Red blev linket til af alle. Hun lavede for nylig en kærlighedsmyte, hvis man er mere til den slags. Du godeste, hvor kan hun tegne – det er hende, der er placeret nederst i indlægget.
Canadiske Kate Beaton er internettets sjoveste. Find hende på Hark, a Vagrant (som også bliver navnet på hendes debutbog fra D&Q senere på året). Lige nu er der en Marge Gunderson-(I ved, Frances McDormand i Fargo)-fanger-Charlie-Sheen-historie, men hun er særligt god til at twiste historiske personer og litteraturens klassikere. Kast dig over arkivet.
Vanessa Davis udgav sidste år den selvbiografiske Make Me a Woman, som jeg måtte kæmpe med min hustru om at læse først. Hun siger, at Davis er “ærlig… jeg kan godt lide farverne og hendes runde former. Og hun siger nogle kloge ting.” Nemlig. Hun bidrager af og til med små historier til magasinet Tablet, senest en morsom en om at vælge den rette bh. (Det lyder frygteligt småt, men gode forfattere formår jo netop at gøre det personlige alment.)
Det selvbiografiske dyrkes også af Gabrielle Bell, men hun bruger det som regel bare som afsæt for fantastiske fortællinger. Hun er ikke bange for intellektuelle referencer, og hendes serier er ofte diskret, men seriøst ambitiøse – og lykkes med det. Tjek bloggen og læs fx Cecil and Jordan in New York. Virkelig. Gør det. Hun er så god.
Eleanor Davis har jeg ikke rigtig læst noget af, ud over småhistorier her og der, men hun tegner virkelig flot (og har først tænkt nogle interessante tanker), og jeg håber og venter på en god og lang historie fra hende på et tidspunkt.
Rosinen i pølseenden bliver Julia Wertz, hvis hylemorsomme selvbiografiske anekdoter findes på Fart Party (og i bøgerne af samme navn). Ingen kvinde i starten af tyverne er så whiskeydrikkende sarkastisk som hun. Start ved arkivets begyndelse og giv slip på et par timer.

Jeg troede, jeg skulle gøre emnet færdig i dag, men jeg er løbet tør for tid, så de modne kvinder får lov at vente til i morgen.

FacebookTwitterShare

Tegneseriekvinder, del I

8. marts 2011

Glædelig kvindernes internationale kampdag, og så oven i købet dagens 100-års-jubilæum. I den anledning vil jeg gerne pege på nogle kvindelige tegneserieskabere. Mediet er stadig domineret af mænd (jeg har fx en mistanke om, at ingen danske forlag udgiver så mange kvinder som Aben maler, men fordelingen her er sølle 1:4, så det er ikke noget at råbe hurra for), men der er heldigvis adskillige spændende kvindelige serieskabere i øjeblikket – og flere end nogensinde – og det går den rigtige vej.
Her er en kort guide:

Rikke Bakman er typisk for de danske tegneseriekvinder, idet hun også har et ben i kunstlejren. Symptomatisk nok er hun uddannet på både det fynske kunstakademi og serieskolen i Malmö. Hun har lavet en 676′er og et par antologibidrag/selvudgivne ting, men hendes, sådan, rigtige debut var den på dette sted skamhypede (velfortjent, naturligvis) Glimt.

Vibe Bredahl lavede den allerførste 676′er: Der var engang, en perfekt kombination af form og indhold. Hendes lille perle af en evighedshistorie Mary’s Mind Travel er med i From Wonderland with Love, men kommer faktisk mest til sin ret i soloudgivelsen – klart en af mine yndlingstegneserier fra det sidste årti.

Ina Korneliussen har gået og lurepasset længe, men i efteråret debuterede hun endelig med en selvstændig udgivelse i 676′eren Fortællingen om dengang jeg fik en bamse. Temperamentet er et helt andet, men hendes stil gør lidt det samme som Marjane Satrapis: Vader direkte i hjertet hos læseren. En dag overrumpler hun os alle med Danmarkshistoriens største bestseller.

Julie Nord er endnu en af de kunstsnuder, vi grådigt kan skovle ind under tegneserie-betegnelsen. Hun står bag titelhistorien i From Wonderland with Love, en fascinerende næstenhistorie med kaniner og Alice i Eventyrland-referencer. Endnu en klar favorit, som jeg var stolt over at kunne inkludere i bogen.

Signe Parkins har lavet en de mest elskede og populære 676′ere: Bordskik. Hun har også lavet nogle selvudgivne zines (som bla. undersøger fænomenet Mænd), der ikke overraskende er superflotte og bundcharmerende.

Rikke Villadsen har sammen med Jens Blendstrup lavet Skægmanden fra Varde og den selvstændige efterfølger Skægmanden i Skærsilden, og de er et af de bedste forfatter/tegnerpar, jeg har set: Kongenial gakken. Og så barsler Rikke i øvrigt med noget, der ser eminent lovende ud.

Nikoline Werdelin, dronningen af dansk tegneserie, no introduction necessary. Hendes historie i From Wonderland with Love blev nomineret til en Eisner. Køb de to aaalt for billige Homo Metropolis-opsamlinger.

Aben maler har også udgivet af 676′ere af Gitte Skov og Ida Kvetny, men jeg ved ikke, om de nogensinde igen kan lokkes tilbage til tegneseriemediet. Nævnes skal også Maria Isenbecker, som skrev ‘The Visit’ (tegnet af Jan Solheim) i From Wonderland with Love.

Inden for den seneste håndfuld år er også kommet et kvalitetsmæssigt godt (men kvantitetsmæssigt kun hæderligt) udpluk af oversatte grafiske romaner begået af kvinder.
Marjane Satrapi kræver ikke megen præsentation. Persepolis er hittet, men Kylling i blommer og Broderier er begge gode bøger. Israelske Rutu Modan har med Åbne sår skrevet og tegnet en engagerende quest-historie placeret i sit hjemland, og Alison Bechdels Bedemandens datter er en morsom og intelligent erindringsroman med fuld skrue på de litterære allusioner.* Og til slut to briter: Posy Simmonds er Englands svar på Nikoline Werdelin, idet hun spidder middelklassen og er eminent til at opfange tidens sprogbrug. På dansk har vi fået den morsomme og udleverende Gemma Bovery. Endelig har vi pragtfulde Simone Lia, som stod for halvdelen af den skævt humoristiske Begge to.

Nå, jeg ville have omtalt en flok uoversatte kvinder, men indlægget her er allerede rigeligt langt, så kom tilbage i morgen.

* Cobolt har desværre solgt hele restoplagene af Åbne sår og Bedemandens datter til Faraos Cigarer, så nu figurerer de som udsolgte, medmindre man altså besøger Faraos Cigarer. Jeg siger desværre, fordi det gør bøgerne mindre synlige, at de kun fås ét sted, og det er en sørgelig tendens, man ser i hele bogbranchen, at man skiller sig af med bøgerne, så snart de er halvandet år gamle. Et andet eksempel er Thomas Thorhauges fremragende Kom hjem, som nu fås til 39 kr i Samlerens bogklub.

FacebookTwitterShare