Reaktioner på Jeg tegner …

19. november 2013

Jeg tegner, når jeg skriver★ ★ ★ ★

“Tegneserier egner sig fortrinligt til biografier. Gennem de seneste 20 år har en mængde amerikanske og europæiske tegnere lavet selvbiografiske tegneserier, hvor streg og indhold understøtter hinanden. Også i Danmark har den selvbiografiske bølge givet nogle flotte skvulp, heriblandt Rikke Bakmans sublimt sansede barndomserindring fra Vesterhavet »Glimt«, der udkom på Aben Maler.
Samme forlag har nu udgivet antologien »Jeg tegner, når jeg skriver«, der indeholder 11 tegneres tegnede dagbøger gennem en uge.
Alle tegnere i antologien blev bedt om at beskrive den samme uge i maj, hvorfor en del af optegnelserne handler om sidste års københavnske tegneseriefestival Copenhagen Comics. Opgaven fra forlaget var for så vidt bunden, idet materialet skulle være så spontant som muligt.
Resultatet er en stribe rå strøtanker, der veksler mellem det meget ufærdige, det kuriøse og det meget intime.
Med offentlige dagbøger er det et indbygget problem for forfatteren, hvordan man breder det private ud, så det får almen interesse. Autenticitet er naturligvis vigtigt, ellers kunne man lige så godt droppe formatet, men hvordan undgår man at drukne i hverdagstrivialiteter? Simon Bukhave løser problemet ved at blande sine (interessante) drømme ind i optegnelserne, der også er et kærligt portræt af hans engelsksprogede kæreste.
Mari Ahokoivu og Søfren Glosimodt Mosdal har med krøllede streger leveret nogle fine observationer fra deres fælles kunstnerophold i Nuuk i Grønland. Man oplever blandt andet, hvordan man på Grønland kan træde ud af bruseren og se en hval dykke under overfladen i havbugten foran huset.
Ina Korneliussen viser med sin skægge, socialrealistiske 1970er-streg, hvor svært det er at få job, småbørn og tegnerkarriere til at gå op i en højere enhed, mens Nikoline Werdelin beskriver sin arbejdsdag på kontoret i Berlin. Werdelin er nådesløst selvudleverende, og ved siden af tegningen af sig selv på toilettet, skriver hun meget passende: »Hvad er mon grænsen mellem privat og personligt?«
Som helhed er »Jeg tegner, når jeg skriver« et godt forsøg på at udvikle den autobiografiske genre på dansk grund, men undgår ikke at blive en streg for indforstået med sine mange vink til tegnerkollegaer.”
- Berlingske

“Et indblik i hvad der rører sig lige nu, får man endvidere i antologien Jeg tegner, når jeg skriver, der samler ti dagbogssekvenser fra den uge, der i sommers ledte op til den internationale tegneseriefestival Copenhagen Comics.
Det er ikke kun kvinderne, der her udmærker sig. Særlig flot er det f. eks. at se billedkunstneren Morten Schelde (bedst kendt for sine udsmykninger i Frederik VIIs palæ) udfolde sig i mættet tusch … Særligt Anna Degnbol, der debuterede sidste år med den manga-afledte, inderlige meditation over venskab og tab When We Were Silent, formår i sine notater at forene det personlige med det kosmiske, det banale med det besynderlige.
Og som et særligt scoop medvirker Nikoline Werdelin, til trods for hun ikke var i nærheden af Copenhagen Comics den uge. At det er yderst sjældent at se hende tegne udenfor Politikens spalter gør det ikke mindre fascinerende at få et hastigt skitseret indblik i hendes berlinske hverdag med boxerhunde, kæreste, mave-tarmproblemer og lykke i arbejdet, men det er hendes særlige stemme som tegneserieskaber, der gør forskellen. Nok står hun udenfor de andres fællesfortælling, men hendes medvirken i samlingen har resonans – hun er gudmoderen, der altid er gået egne veje.”
- Information

FacebookTwitterShare

F-for fanden, Søren, du er en skide attraktiv mand!

1. november 2013

Jeg tegner, når jeg skriverOm en uge udkommer Jeg tegner, når jeg skriver, hvis undertitel Elleve tegnere skriver dagbog siger nærmest det hele. En varm uge i maj tegnede/skrev de alle dagbog, og her er resultatet. Bogen byder både på en kolonoskopi, et vaginaknæ og et par hvaler (og flere af tegnerne er på Copenhagen Comics), men mest af alt er det hverdagen og hvordan man presser et liv som kreativ sjæl ned i den, der udforskes.
Udtrykket er råt og adskiller sig nogle steder fra tegnernes sædvanlige, mere polerede stil.

Medvirkende: Nikoline Werdelin, Morten Schelde, Katrine Marie Nielsen, Søren Glosimodt Mosdal, Ina Korneliussen, Lars Horneman, Anna Degnbol, Simon Bukhave, Anna Mørch Bendixen, Zven Balslev & Mari Ahokoivu.

Fås naturligvis på Bogforum (stand C3-023).

(Titlen på dette indlæg stammer naturligvis fra en af dagbøgerne.)

FacebookTwitterShare

Jeg tegner, når jeg skriver

10. oktober 2013

Aben malers næste udgivelse har været længe undervejs. Jeg elsker at redigere antologier, men de er som regel nødt til at have et relativt stramt overordnet tema for ikke at smuldre mellem hænderne. 8. november udkommer Jeg tegner, når jeg skriver, som i al sin enkelhed består af elleve gange én uges dagbog. Alle de medvirkende blev bedt om at tegne/skrive dagbog i den samme uge (27. maj – 2. juni 2013), og selv om resultaterne er vidt (og fedt!) forskellige, har de naturligvis også fællestræk, ud over det rent formelle. Og eftersom størstedelen af bidragyderne var med til Copenhagen Comics i weekenden, er festival naturligt nok et fikspunkt i de fleste uger.

De medvirkende er Nikoline Werdelin, Morten Schelde, Katrine Marie Nielsen, Søren Glosimodt Mosdal, Ina Korneliussen, Lars Horneman, Anna Degnbol, Simon Bukhave, Anna Mørch Bendixen, Zven Balslev & Mari Ahokoivu.

Her er forsiden:

Jeg tegner, når jeg skriver

FacebookTwitterShare

Nu er den her

25. maj 2012

Dokument

FacebookTwitterShare

Simon Bukhaves gækkebrev

12. april 2012

Jeg så lige dette på Facebook. Han er dælme (også) dygtig til papirklip, ham Simon Bukhave. (Glæd jer i øvrigt til hans flotte bidrag i DOKUMENT.)

FacebookTwitterShare

Nye – og sidste – 676ere

2. november 2010

Der er gode nyheder, og dårlige.

Den gode er, at efterårets kollektion af 676ere er på trapperne, og det er et stærkt hold: tegnernes tegner Peter Kielland, Ina Korneliussen som har ventet aaalt for længe på at udgive sin første selvstændige tegneserie, kunstbogkongen Henrik Drescher og endelig et gensyn med Jens Blendstrup & Rikke Villadsens antihelt Skægmanden.
Hele herligheden kan beskues fra 11. november – og kom endelig til receptionen på Underwood Ink samme dag, kl. 17-19.

Den ærgerlige nyhed er (og den opmærksomme læser, som allerede har læst postens overskrift, har nok en anelse), at denne syvende kollektion bliver den sidste. Der er kommet nogle forrygende resultater ud af det, og formatet har vist sit værd, men nu er det på tide at ryste hjernen og finde på noget nyt.
Nogen ideer?

En stor tak til forfatterne/tegnerne, som havde lyst til at lege med: Peter Adolphsen, Rikke Bakman, Zven Balslev, Jens Blendstrup, Vibe Bredahl, Simon Bukhave, Cav Bøgelund, Mikkel Damsbo, Henrik Drescher, Allan Haverholm, Peter Kielland, Ina Korneliussen, Johan F. Krarup, Ida Kvetny, G.R. Mantard, Anders Jørgen Mogensen, Ejler Nyhavn, Signe Parkins, Michael Rytz, Gitte Skov, Christian Skovgaard, Mårdøn Smet, Mikkel Sommer, Thomas Thorhauge, Rikke Villadsen, Philip Ytournel og Christoffer Zieler.

FacebookTwitterShare

Udstilling af 676ere

8. september 2010

Frem til 6. oktober kan man på Gladsaxe Hovedbibliotek se en udstilling af originaltegninger fra udvalgte 676-hæfter. De udstillende tegnere er: Thomas Thorhauge, Rikke Villadsen, Mårdøn Smet, Mikkel Sommer, Christian Skovgaard, Simon Bukhave og Michael Rytz.

Desuden præsenteres forstørrelser fra Forlystelseshuset af Mikkel Damsbo og Pigen og katten af Christoffer Zieler, udlånt af Albertslund Bibliotek.

Udstillingen kan ses i bibliotekets åbningstid og er en enestående chance for at se ny dansk tegneseriekunst.

Og så giver vi ordet til Gladsaxes pressemeddelelse:

Thomas Thorhauge (f.1973) er serietegner og illustrator. Han har tegnet til bl.a. Ekstra Bladet og Information. Hans nyeste tegneserie ”Kom Hjem” udkom i 2009. Han udstiller tegninger fra sin 676er ”Jørgen Leth”.

Rikke Villadsen (f.1976) er billedkunstner og illustrator. Hun har bl.a. illustreret Kim Fupzs ”Langhårsfrisure” (2009) og står bag billedfortællingen ”Navleporten” (2008). Hun udstiller tegninger fra 676eren ”Skægmanden fra Varde” med tekst af Jens Blendstrup.

Mikkel Sommer (f.1987) er et nyt talent i dansk tegneserie. Han udstiller tegninger fra sin 676er ”Z”.

Mådøn Smet (f.1961) er serietegner og illustrator og står bla. bag den okkulte detektivserie ”Hieronymus Borsch” og albumserien ”Mumitroldene” inspireret af Tove Janssons figurer. Han udstiller tegninger fra sin 676er ”Lazarus”

Christian Skovgaard er serietegner og har bl.a. bidraget til tegneserieantologien BLÆK . Han udstiller tegninger fra sin 676er ”Selvtægtsmanden”.

Simon Bukhave (f.1978) er serietegner, illustrator og billedkunstner. Han har tidligere udgivet tegneserierne ”Ghost” og ”Alt hvad jeg har i min ene hånd”. Han udstiller tegninger fra 676eren ”Skæbnen er en Ådselæder” med tekst af Anders Jørgen Mogensen.

Michael Rytz(f.1975) er billedkunstner og illustrator. Han har bl.a. tegnet for Euroman, The Guardian og Politiken. Han udstiller tegninger fra sin tegneseriedebut 676eren ”Foder”.

Christoffer Zieler er illustrator og journalist. Han laver bl.a. striben ”Stejl Fart” for Weekendavisen. På udstillingen vises forstørrelser af hans 676er ”Pigen og Katten”.

Mikkel Damsbo (f.1979) er arkitekt og arbejder med arkitekturprojekter samt grafisk arbejde for forskellige tegnestuer. På udstillingen vises forstørrelser af hans tegneseriedebut 676eren ”Forlystelseshuset”

FacebookTwitterShare

Nordiske tegneserier

4. juni 2010

Gå straks over på Over Flodens blog, hvor Simon Bukhave fortæller om den ‘Nordicomics-workshop’, der blev afholdt i forbindelse med Komiks.dk (om ikke andet så for at se hans vildt flotte kongetegning). De danske repræsentanter var Simon, Signe Parkins, Rikke Bakman, Rikke Villadsen, Christian Skovgaard og Søren Mosdal.
(Søren er den eneste, som ikke har lavet en 676er, og det er en klar fejl.)

FacebookTwitterShare