Den bedste fredag længe

8. januar 2011

Receptionen for Glimt i går aftes var en stor succes. Efter en travl uge med ophængning og pressehåndtering troede Rikke, at hun skulle have en fredelig aften med et par venner, men i stedet sad hun non-stop bænket og signerede bøger. (Husk at udstillingen kan ses en lille måneds tid endnu.)
Der er indløbet et par venlige anmeldelser. I interviewet i Berlingske i torsdags beskrives bogen således: “Skrive- og billedkunst forenes på et skyhøjt niveau i Rikke Bakmans barndomserindring Glimt – Danmarks første store selvbiografiske tegneserieroman.… Rikke Bakman er helt på niveau med sine forbilleder som mumitrolde-skaberen Tove Jansson og Radiserne-tegneren Charles M. Schultz.”
Nordjyske har også læst (og interviewet): “Et stort stykke både sart og dramatisk originalgrafik, og samtidig en læseoplevelse af de usædvanlige.” – og giver bogen ★ ★ ★ ★ ★.
Nummer 9: “En billedkunstnerisk tour de force, et infantilt-følsomt, præcist tidsdokument og en lårklaskende morsom fortælling er, hvad Rikke Bakmans nye tegneserie blænder op for. Den er af international klasse og selvskreven i en dansk kanon.” Og med det følger nærmest selvfølgeligt topkarakteren ★ ★ ★ ★ ★.

Sikke en modtagelse!
(Og så skal man naturligvis huske at lytte til Skønlitteratur på P1 i eftermiddag, hvor Rikke interviewes sidst i programmet.)

FacebookTwitterShare

Originaler

8. juni 2010

Det er noget underligt noget at være på tegneserieudstillinger. Er det trykte kopier af en tegneseries sider, der hænger på væggen, er det skuffende for publikum, for så får man ikke noget, man ikke kan få i bedre form – nemlig i bogform. Er det derimod tegnernes originalsider på væggen, er det jo til gengæld ikke det færdige produkt – den trykte tegneserie – publikum kigger på. Nogle gange mangler teksten eller farverne, og hvis ikke samtlige sider fra en tegneserie hænger der i sekvens, er det kun et brudstykke. Og selv hvis originalerne ser ud som den færdige bog, og alle siderne er der, er det stadig ikke en optimal oplevelse at læse en tegneserie, som hænger på en væg; tegneserier læser man siddende og som regel alene.

Ikke desto mindre kan det være en stor oplevelse at stå at kigge på en tegneserieoriginal. Noget af fascinationen ligger i at få lov at se hvor stort den er tegnet i forhold til den trykte tegneserie, hvilken type papir det er, hvor mange rettelser man kan få øje på, og den slags teknikaliteter. Men først og fremmest er der bare nogle originaler, som stråler på en særlig måde. Jeg kan ikke forklare det som andet end magi, men nogle sider rummer en særlig kraft, man må overgive sig til.
Jeg oplevede det på Cent pour cent-udstillingen på La Cité internationale de la bande dessinée et de l’image i Angoulême i januar, hvor nogle af originalsiderne var præcis så flotte som i de trykte tegneserier, mens andre gav mig en boblende lykkefølelse – særligt et par sider af Franquin, og en af Chris Wares originaler til Jimmy Corrigan.

Derfor er det lidt bittersødt at erfare, at jeg ikke får set en Chris Ware-udstilling så relativt tæt på som Sverige: Gävle Konstcentrum (170 km nord for Stockholm) 12. juni–15. august. Jeg ved ikke, hvilke og hvor mange sider, der udstilles, men jeg tøver alligevel ikke med at anbefale udstillingen. En Ware-original er strålende kunst.

Og endnu et par medier har siden sidst nået at kaste dom over Jimmy Corrigan:
★ ★ ★ ★ ★ ★ “Sandsynligvis den mest vellykkede graphic novel, vi hidtil har set” (Jyllands-Posten), “Umulig at komme udenom som fornyer og forbillede. Har man ikke læst den, aner man ikke, hvad en moderne grafisk roman er” (Information), “Et moderne mesterværk” (Skønlitteratur P1).

Et billede fra Wares Building Stories

FacebookTwitterShare