Hjemme igen

1. februar 2011

Så er Angoulême-festivalen vel overstået. Læs reportagerne på Nummer 9 og The Comics Journal. Selv var jeg dernede bla. for at se, om der var kommet nye spændende ting, Aben maler skal udgive (og det kan ikke udelukkes, selv om det samlet set lod til at være et sløvt år), og for at forsøge at sælge nogle af Aben malers titler til udlandet. Det er endnu ikke til at sige, om det vil lykkes, men der var interesse fra flere forlag. Jeg krydser fingre.

I foråret sidste år udgav Aben maler Tegn eller dø, en tegnet, improviseret turnering mellem seksten danske tegnere, tyvstjålet (med tilladelse, forstås) fra det franske makkerpar Ruppert og Mulot, som for to år siden igangsatte en lignende turnering mellem (især) franske tegnere, der lagde arm. Men folk er travle, og deres projekt trak ud. Så meget at de faktisk først nu er blevet færdige. Hele den voldsomt veloplagte turnering ligger nu online, og der er medvirken af bla. Lewis Trondheim, Killoffer, Charles Berberian og Guy Delisle.
For at fejre den færdige turnering inviterede Ruppert og Mulot forleden på en bar i Angoulême tegnere og forlæggere til at lægge arm. Deres udsendte var på pletten og filmede Tom Devlin [med briller], fra det canadiske stjerneforlag Drawn & Quarterly, mod Tommi Musturi [med ryggen til], en af Finlands mest interessante tegnere/forlæggere.

FacebookTwitterShare

Opsamlingsheat

1. juni 2010

Det er aldrig nemt at få opmærksomhed i tiden omkring Komiks.dk, og da slet ikke i år, hvor der i løbet af en måned er udkommet en 20-30 tegneserier, men der er alligevel faldet nogle anmeldelser af nogle af Aben malers nye udgivelser:

Om Jimmy Corrigan skriver Weekendavisen: “Ikke bare en skelsættende tegneserie, men et fuldbårent pragtstykke inden for nyere amerikansk litteratur. Det er en bog, man med garanti vender tilbage til gentagne gange og som man vil føle trang til at dele med sine venner.… Mesterligt komponeret. Det kræver langsom og koncentreret læsning af både tekst og billeder at opleve Jimmy Corrigan, den klogeste dreng i verden. Men oplevelsen er tilsvarende stor, og hvis nogen stadigvæk er i tvivl om, at den såkaldte ‘grafiske roman’ kan nå et seriøst litterært niveau, så skal de ikke lede længere.”

Den er Fyens Stiftstidende helt med på: “Jeg sad efter endt læsning tilbage med den lykkefølelse, som mødet med stor kunst giver.… et moderne mesterværk.” ★ ★ ★ ★ ★ ★

Wilson giver også anledning til to gange hele pladen fuld:
★ ★ ★ ★ ★ ★ “Intet mindre end et mesterværk.”
- Serieland
★ ★ ★ ★ ★ ★ “Det er vanvittig morsomt, og man nyder mandens manglende situations-
fornemmelse. Det kunne sagtens blive sørgmodigt og vildt deprimerende. Men det er det ikke – det er rablende sindssygt på den gode måde.”
- Bogmania

Også Tegn eller dø er Thor Kristjan Kidmose på Bogmania glad for: “Det er både underholdene og ganske befriende at se så mange forskellige stilarter kæmpe med og mod hinanden.”
★ ★ ★ ★ ★ ☆

Og endelig får SPRIT disse ord fra Nummer 9: “Hele vejen igennem er debutant-niveauet højt og diversiteten stor. Fremtidens danske tegneserietegnere er serveret, vi venter i spænding på mere…”

FacebookTwitterShare

Tegn eller grin

17. maj 2010

Nu – og nok ikke meget mere end en uges tid endnu – ligger alle otte ottendedelsfinaler i Tegn eller dø-turneringen online. Fra næste weekend er det en bog.

Idéen bag er enkel. Som jeg skrev til de seksten deltagere engang i efteråret:

Kære alle
Jeg har et tegneserieprojekt, jeg gerne vil have jer med til. Det er en lille turnering bestående af tomandsdyster i forskellige discipliner.
Konceptet er enkelt: Du skal bare tegne dig selv i tvekamp med en kollega. Hvis du taber, ryger du ud af turneringen. Vinder du, går du videre til en ny modstander. Vi starter med ottendedelsfinaler, så de to af jer, der når finalen, kommer til at tegne fire dyster.
Det praktiske: Du og din modstander skiftes til at tegne, og efter et eller andet antal billeder har dysten formentlig fundet en naturlig vinder.

Hele bogen er således improviseret frem: Ingen vidste, hvem der ville vinde, da vi gik i gang. Ej heller hvor lang bogen ville blive. Det tog et halvt års tid at kæmpe os frem til finalen, og som redaktør/dommer har det været enormt sjovt at betragte kampene, som de udviklede sig. Når jeg satte dem i gang, havde jeTegn eller døg en vis forventning om, hvordan de ville forløbe – og konsekvent fandt tegnerne på noget andet (og sjovere).
Der er heldigvis også en fed kadence i bogen, for efterhånden som de medvirkende fik tegnet sig ind på idéen, blev kampene sjovere og mere outrerede, og det hele kulminerer i en vild finale.

Bogen udkommer 28. maj, men har snigpremiere på Komiks.dk, hvor tegnerne også dropper forbi og signerer.

FacebookTwitterShare